VM 2018: Finland tromlede chanceløse sydkoreanere

- Foto: Bluelinemedia.dk

Finland – Sydkorea 8–1 (2-0, 3-1, 3-0)

Finland uddelte en ishockeylektion af de store, da Sydkorea lørdag eftermiddag blev ekspederet ud af isen i Herning med et svigende nederlag på 8-1. Dette efter 60 minutters ensidig ishockey, hvor der aldrig var tvivl om udfaldet, hvor finnerne fik scoret hele tre gange i undertal og hvor Sebastian Aho fik gjort positivt opmærksom på sig selv med fire points fordel på to scoringer og to assists.

En stolt og traditionsrig ishockeynation krydsede lørdag eftermiddag klinger med en ny størrelse i A-VM regi, da Finland stod overfor oprykkerne fra Sydkorea.

Selvom Sydkorea har forbedret sig og er gået meget frem på det seneste, ikke mindst op til OL-turneringen på egen is, så lignede det på forhånd en næsten umulig opgave for sydkoreanerne. Finnerne var i VM-finalen så sent som i 2016 og stiller med et slagkraftigt mandskab, som udover syv spillere fra NHL også tæller en række stærke profiler fra såvel KHL som den hjemlige SM-Liiga.

På den sydkoreanske holdopstilling er der formentligt ikke mange navne, der vækker hverken genklang eller opsigt hos det brede hockeypublikum. Man har ganske vist seks nationaliserede canadieren på holdkortet, men truppen består næsten udelukkende af spillere fra Asia League, som har haft det lidt svært på det seneste, hvor både økonomi, omstruktureringer og individuelle forhold, i især de japanske klubber, har betydet, at ligaen er blevet lidt udvandet og i denne sæson kun har bestået af 28 grundspilskampe, hvilket har gjort det svært at skabe økonomi i turneringen.

Finland med to undertalsmål på to minutter

Helt som ventet dominerede Finland fra første faceoff. Finnerne kørte på i et helt andet gear end sydkoreanerne, der havde mere end svært ved at følge med. Finnernes første store mulighed stod Pekka Jormakka for, da han efter små to minutter firsttimede tæt under mål. Forsøget gik dog lige i skinnerne på den sydkoreanske keeper Matt Dalton.

Minuttet efter rendte finnernes Sakari Manninen ind i en dobbeltudvisning for en høj stav. Troede man, at Sydkorea dermed ville få lidt luft, eller måske endda skabt en chance eller to, ja så blev man hurtigt klogere.

Finnerne benyttede således lejligheden til at score hele to gange i undertal på kun lige godt to minutter, uden at Sydkorea egentligt fik skabt chancer i modsatte ende.

Sebastian Aho satte 1-0 målet ind efter en situation, hvor sydkoreanerne var lidt overmodige i overtalsspillet og derfor blev overløbet totalt, da finnerne hurtigt vendte spillet. Teuvo Teravainen sendte Aho af sted i et undertals-break away og her eksekverede den talentfulde og eksplosive forward sikkert, da pucken blev lagt ind under Dalton.

Målet til 2-0 havde samme ophavsmænd, men med omvendt fortegn. Her var det Sebastian Aho der var arkitekten bag scoringen, da han med en fiks pasning bag om ryggen på sig selv fandt Teuvo Teravainen, der sendte pucken helt op i det fjerneste hjørne.

En kold spand vand i hovedet på sydkoreanerne, der dermed havde fået en noget voldsom og skånselsløs velkomst til det fine selskab i A-gruppen.

Efter otte minutters spil indkasserede Sebastian Aho en udvisning for at sende pucken ud over glasset og i de efterfølgende sekvenser var det faktisk igen finnerne, som kom frem til den største målchance, da Mikael Granlund var tæt på at finde Mikko Rantanen ved fjerneste stolpe. Sydkorea slap dog med skrækken ved denne lejlighed, men fik stadig intet skabt selv fremad banen.

Sydkorea manglede ganske enkelt både fysik, fart og ikke mindst timing i spillet, for på nogen måde at kunne komme til at true de dominerende finner bare det mindste. Men sydkoreanerne slap med 2-0 på tavlen efter første periode og det var nådigt sluppet baseret på spil, chancer og afslutninger.

Fem mod fire, fem mod fem og fire mod fem

Der var ikke meget nyt under solen i anden periode, hvor Finland stadig sad tungt på tingene. Det mest bemærkelsesværdige var måske, at finnerne i anden periode formåede at score både i spil fem mod fire, fem mod fem og fire mod fem og altså dermed kom op på hele tre undertalsmål i løbet af to perioder.

Første finske mål faldt i overtal efter otte minutters spil, hvor sydkoreanernes Bryan Young havde fået raget en udvisning til sig for en hooking. Igen var det Sebastian Aho der var på spil for finnerne, da han havde sidste stav på et veleksekveret power play. 3-0, uden Dalton i målet havde en chance for at nå forflytningen.

Langt hen af vejen var kampen en ensidig forestilling, hvor finnerne meget af tiden havde power play-lignende tilstande, trods spil fem mod fem.

Finnerne kom på 4-0 efter 12 minutters spil og igen var det Sebastian Aho, der var manden bag scoringen – denne gang dog i oplæggerens rolle, da han selv satte et par sydkoreanere, inden han serverede pucken på et sølvfad for Veli-Matti Savinainen, det let kunne sætte bladet på og sende pucken ind i det tomme mål bag Dalton. I situationen var der egentligt tre sydkoreanere omkring Savinainen, men ingen havde øje på KHL-spilleren, der derfor let kunne udbygge den finske føring.

39 sekunder senere formåede sydkoreanerne dog at få udlignet, da Michael Swift blev sendt af sted i et break away, hvor den finske keeper Harri Sateri ikke nåede at få lukket af langs isen og derfor måtte se pucken glide under sig og fortsætte ind i målet.

Et minut før pausen blev det også 5-1 til finnerne, da Janne Pesonen fik sat Markus Nutivaara perfekt op til afslutning ved fjerneste stolpe. Den var heller ikke i den forbindelse ikke nogen hindring for finnerne, at man faktisk spillede i undertal. Tre undertalsmål i løbet af to perioder, ganske imponerende og finsk føring på 5-1 forud for tredje periode.

Den finske maskine fortsatte ufortrødent

Heller ikke i tredje periode viste finnerne nåde. Efter seks minutter blev det således 6-1 til finnerne, da en returpuck fra sydkoreanernes keeper sikkert blev sendt op i nettaget af Saku Maenalanen.

Mindre end et minut senere blev det også 7-1 til Finland, da Mikko Rantanen med et snævert træk fik spillet Kasperi Kapanen helt fri til en forholdsvis let scoring.

Der var tæt på ingen gejst at spore hos sydkoreanerne og det var der sådan set ikke noget at sige til, for der var tydelig klasseforskel i alle spillets facetter.

Finnernes sidste scoring blev sat ind efter 14 minutters spil, da Janne Pesonen udbyggede til 8-1 efter en scoring fra en umulig vinkel, som gik ind via Dalton i det sydkoreanske mål.

En ensidig forestilling var slut. En finsk magtdemonstration mod et sydkoreansk mandskab, der ikke fik ydet meget modstand. Finnerne vandt skudstatistikken i dagens kamp med hele 45-9!