VM 2018: Finland chokerede Canada; vandt 5-1

- Foto: Bluelinemedia.dk

Canada – Finland 1–5 (1-3, 0-0, 0-2)

Finland chokerede Canada og vandt med hele 1-5. Dette efter en fremragende og særdeles underholdende kamp. Sejren blev grundlagt i en stærk første periode, som finnerne vandt med 1-3. Harri Sateri leverede mirakler i det finske mål og blev noteret for en redningsprocent på over 97.

Canada og Finland bragede lørdag aften sammen i den sene VM-kamp i Herning. Næst efter USA-Canada på åbningsdagen, så var aftenens kamp vel den største hockey lækkerbisken, som publikummet i Herning har kunnet se frem til.

Der var bestemt meget på spil for de to hold denne aften, hvor Canadierne med tre points kunne bringe sig á point med USA på førstepladsen, mens Finnerne både skulle orientere sig opad mod Danmark og nedad mod Letland, som man stod lige med forud for aftenens kamp (dog med en kamp mindre spillet end letterne).

Kunne finnerne få gang i deres velpolerede angrebsspil igen oven på den overraskende dukkert mod Danmark eller ville Canadierne ufortrødent køre videre i det høje tempo, som de har vist gennem de seneste kampe?

Finnerne førte an i fremragende første periode

En tidlig finsk udvisning gav canadierne chancen i power play allerede i det første minut. Det blev dog kun til sporadiske canadiske muligheder, da finnerne dygtigt evnede at optrævle det canadiske overtalsspil.

I det fjerde minut var rollerne byttet om, da Joel Edmundson indkasserede en hooking-udvisning. Canada blev her sat under et voldsomt pres og keeper Curtis McElhinney blev testet ved flere lejligheder.

Publikum skulle dog hen til det niende minut, før der kom hul på bylden hvad målscoring angik. Og det var et lidt besynderligt mål. Mikko Rantanen lagde helt ude fra banden pucken ind foran det canadiske mål og her fik Brayden Schenn uheldigt staven på og sendte pucken ind under sin egen keeper til finsk føring på 0-1.

Det canadiske svar kom dog ganske hurtigt, da Jean-Gabriel Pageau to minutter senere bragte balance i regnskabet, med et slagskud fra distancen, som blev rettet af et par gange undervejs og derfor snød den finske keeper Harri Sateri. 1-1.

Glæden i den canadiske lejr skulle dog vise sig kortvarig, da finnerne tre minutter senere atter tog føringen. Joshua Bailey sad udvist for interference, da Markus Nutivaara lagde pucken på mål fra distancen. Inde foran McElhinneys mål havde Janne Pesonen taget opstilling og det lykkedes her den finske forward, at få styret pucken i nettet bag den chanceløse canadiske keeper.

To minutter senere var den så gal igen, da Anthony Beauvillier tog en helt og aldeles tåbelig og selvisk udvisning i hjørnet bag eget mål. En hævnagtig udført i irritation over canadiernes modgang.

Straffen faldt minuttet efter, da Mikko Rantanen, fra en position ved siden af målet, lavede et fikst træk og køligt lagde pucken op i nettaget med baghånden.

1-3 efter 16 minutter. Canadierne synes rystede og den canadiske træner Bill Peters havde fået nok og skiftede keeper. Ud gik Curtis McElhinney og ind kom Darcy Kuemper.

Connor McDavid og Matt Barzal forsøgte ihærdigt, og var blandt canadiernes bedste gennem en formidabel første periode, med masser af ishockey på allerhøjeste niveau. Men fortsat 1-3 forud for anden periode.

Målløs men underholdende anden periode

Anden periode skulle vise sig målløs, men bestemt ikke kedelig. De to hold gav stadig hinanden og publikum i Jyske Bank Boxen en ishockeykamp i verdensklasse.

Canadierne var nede med to og tvunget til at yde deres absolut bedste, hvilket kun medvirkede til, at gøre kampen endnu mere intens.

En finsk udvisning i det tredje minut var meget tæt på at koste for finnerne, men Miro Heiskanen ilede til som redningsmand og kom imellem Connor McDavids afslutning og et tomt finsk mål. Fantastisk aktion af Heiskanen.

Som man rundede periodens halvvejsmærke hærgede den canadiske stjerneparade jævnligt i den finske zone og da Sakari Maenalanen efter 13 minutter tog en udvisning for en høj stav, ja så blev presset på finnerne selvsagt intensiveret yderligere.

Canadierne sendte deres stærke førstefemmer på isen fra starten af overtallet og kun mirakler af Sateri i målet forhindrede canadisk reducering.

Mod slutningen af perioden fik finnernes stjerneangriber Sebastian Aho chancen på et break away, men den canadiske defensiv fik med nød og næppe stoppet Ahos stormløb mod Kuempers mål og stillingen var altså fortsat 1-3 forud for tredje periode.

Finland trak fra og overbeviste i tredje periode

Tre minutter inde i tredje periode fik canadierne muligheden for en reducering, da man fik chancen i power play. Efterfølgende blev Tyson Jost sat perfekt op til afslutning midt i slottet, men desværre for canadierne, så overplacerede Jost sin afslutning.

Finnerne stod i det hele taget godt i mod det canadiske pres og når der var afslutninger der fandt vej til målet, så havde finnerne en særdeles velspillende Harri Sateri i målet, som tog sig af det meste han blev budt.

I det femte minut kom indskiftede Darcy Kuemper til at indtage en noget uheldig hovedrolle. Kuemper gik ud af sit mål for at spille pucken, men fik dels lavet en dårlig pasning og kom dels på mellemhånd, da han ikke nåede tilbage på sin position. Derfor var det da også en relativt enkel sag for Eeli Tolvanen, at tage pucken med sig rundt om Kuemper og køligt ligge den ind i det halvtomme mål til 1-4.

Spillet var dårligt sat i gang igen, før finnerne havde øget til 1-5. Der gik således kun 10 sekunder, inden Sebastian Aho havde lagt pucken til rette for Teuvo Teravainen, der resolut firsttimede den i kassen. Finnerne var oppe med fire.

Canadierne kom aldrig rigtigt i nærheden af et resultat denne aften, hvor man tog for mange udvisninger og til tider så ud til at have problemer med finnernes opskruede tempo. Finnerne derimod, ja de spillede en klog kamp, formåede at holde tempoet oppe og gjorde alle de små ting rigtigt.