VM 2018: Fædrenes triumf i Herning

(Skrevet af Jane Benarroch) Trods Danmarks VM-exit har de noget af fejre i Herning. Strålet har nemlig især byens fem hjemvendte sønner, der med fædrene på lægterne stod for hjemmebanepresset og høstede pæne sejre i Boxen.

Nicklas Jensen med to mål mod arvefjenden Norge. Oliver Bjørkstrand med et mål og et par assister mod blandt andet mastodonten Finland. Frans Nielsen med tre mål inklusiv det afgørende vigtige på straffeslag i åbningskampen mod tyskerne.

Kaptajn Peter Regin med sikker puckføring, aldrig svigtende overblik og en enkelt assist mod Norge. Og målmand Frederik Andersen med 168 afværgede skud og en redningsprocent på 94,38.

Samlet set kan de fem tidligere Herning-spillere gøre status med en flot turneringsstatistik med seks mål og lige så mange assister. Og mon ikke – når skuffelsen har lagt sig – at bysbørnene i fremtiden vil sætte pris på, at de takket være tidlig liga-exit kom hjem og glimrede i arenaen på heden, hvor de trådte deres barneskøjter tilbage i 90erne og 00erne.

Det godkendte VM-resultatet tilhører selvfølgelig først og fremmest holdet i almindelighed og Jensen, Nielsen, Regin, Bjørkstrand og Andersen i særdeleshed. Men hvorfor ikke her på bagkant ihukomme deres fædre, som har været at finde på lægterne i løbet af de seneste par uger. For som bekendt er de alle fem ud af solid hockeyfamilie, som man siger i sporten, der om nogen løber i familier.

Flasket op på ishockey af store danske ishockeyprofiler, der op gennem 70erne, 80erne og helt ind i 90erne høstede sejre på stribe for såvel Danmarks mest vindende ishockeyklub Herning Blue Fox og det danske landshold.

Frans Nielsen som søn af Frits Nielsen, der vandt to danske mesterskaber med klubben og i 2015 blev optaget i dansk ishockeys Hall of Fame. Oliver Bjørkstrand som søn af amerikanske Todd Bjørkstrand, der tog Herning med storm i slutningen af 80erne og førte holdet til ikke færre end syv danske mesterskaber op gennem 90erne og starten af 00erne. Og Frederik Andersen som søn af Ernst Andersen, der igennem halvandet årti var byens målmand med flere optrædener for landsholdet.

Også de to nuværende Jokerit-spillere og tidligere NHL’er Nicklas Jensen, der nåede syv kampe for New York Rangers i sidste sæson, og Peter Regin, der har adskillige år på bagen hos blandt andre Chicago Black Hawks og New York Islanders, er familiært disponeret.

Mens Jensen er søn af canadieren Dan Jensen, der tog hele ni danske mesterskaber med Herning Blue Fox fra 1990 og sidenhen fik statsborgerskab, så han også kunne trække i landsholdstrøjen for Danmark, er Peter Regins stedfar Herning Blue Foxs tidligere Peter Degn, der også har mesterskaber med klubben og landsholdsoptrædener på sit CV.

Den gyldne generation
Det var fædrene, der tog dem med i omklædningsrummet, allerede fra de kunne gå og gav dem skøjter på som to-treårige. Fædrene, der kendte til vigtigheden af at skaffe istid, istid, istid – en generel mangelvare i et land med kun godt 20 skøjtehaller. Og fædrene, der var på det rene med at måtte sende deres teenagedrenge over Øresund eller Atlanten og overlade dem i fremmede hænder, når tiden var inde og talentet rakte. En rejse, som Nicklas Jensen selv foretog med tungt hjerte, da han var 17 år:

”Mens de fleste danskere, der vil noget med deres ishockey, tager til Sverige efter folkeskolen, tog jeg til Vancouver i Canada, hvor min far kommer fra. Det var hårdt at forlade min familie og ikke noget jeg havde meget lyst til. Men det var det rigtige for mig set i bakspejlet. Det er klart, at han har betydet meget for min beslutning dengang og dermed for, hvordan min karriere sidenhen er forløbet”, som Nicklas Jensen har formuleret det.

Ifølge Oliver Bjørkstrand er det et særligt dansk fænomen, det her med, at sporten går i arv.

”Det ser man ikke på samme måde i Nordamerika og andre steder. Men det hænger nok sammen med, at sporten har så få udøvere sammenlignet med andre lande, hvor ishockey fylder meget. Selvfølgelig har jeg haft meget glæde af min far, der har hjulpet mig frem igennem hele min barndom og stadig er der for mig, når jeg har brug for det”, siger han.

Men også for Herning Ishockey Klub må VM i Boxen udgøre en foreløbig krone på værket. Klubben, der har fostret en gylden generation, som kom hjem, så og sejrede. Og hvor flid, fokus og respekt for opgaven og fællesskabet har været kerneværdier. Spørger man Frans Nielsen, hvad barndommen i klubben har betydet for ham, begynder han straks at tale om ”ishockeyopdragelsen”, som også har inkluderet ydmyghed over for, hvor man kommer fra:

”Jeg har selvfølgelig fået en del med hjemmefra. Men i Herning er vi også blevet opdraget med disciplin og respekt for hinanden. Der er ingen af os, der i dag spiller i udlandet, som har glemt, hvor vi kommer fra.”

Mon ikke det er ganske vist, at ingen i omegnen af Herning Ishockey Klub heller har glemt, hvor deres stjerner kommer fra. De fleste herningensere har givetvis de seneste par har haft svært ved at få armene ned over de hjemvendte sønners optræden i Boxen. Det overståede VM er ikke kun spillernes triumf, men tilhører tillige fædrene og Herning Ishockey Klub.