VM 2018: Erik Karlsson takker formentlig nej

Foto: Bridget Samuels

Et af de helt store navne i svensk ishockey er superbacken Erik Karlsson. 

Han spiller som bekendt i Ottawa Senators, der leverede en kanonsæson i fjor, hvor det lykkedes at komme helt frem til Conference-finalen. 17/18-sæsonen har været noget værre roderi for Senators, og det er ikke tabu at tale om, at Ottawa formentlig ikke kommer med i slutspillet.

Derfor fik Erik Karlsson også spørgsmålet om VM-deltagelse under All Star-weekenden, der for øjeblikket er i gang i Tampa Bay. 

Og desværre for VM 2018 ser det allerede nu ud til, at det bliver uden Erik Karlsson. Hans kone, Melinda, er nemlig sat til at føde under VM, og det forhindrer formentlig en af verdens bedste offensive backer i tage til København.

– Under normale omstændigheder var jeg selvfølgelig kommet, men min kone er sat til føde under VM-perioden, så det er desværre lidt dårlig timing, siger han til Aftonbladet.

– Det er længe siden, jeg har spillet VM, og turneringen er i København (hvor Sverige har “hjemmebane”, hvilket kun ville gøre mig ekstra motiveret. Men skulle jeg være aktuel, ville jeg nok desværre takke nej, siger han.