VM 2018: Danskerne godkender isfladen i Boxen

Foto: Jan Korsgaard

Onsdagens træningspas var et specielt et af slagsen for det danske landshold. De fik nemlig lov til, som de allerførste, at skøjte ud på Boxens nylagte VM-is. En isbane som bliver godkendt af de danske landsholdskæmper inden det i morgen aften går løs med åbningsbraget mod Tyskland.

– Den revner lidt i starten. Det gør isen jo altid, når den er frisk lagt på. Så den skal lige trampes til. Det er kanon, at der er nogle flere hold, der kommer til at køre den til. De har gjort et godt stykke arbejde med isen, siger landsholdets defensive krumtap Oliver Lauridsen, som i øvrigt beretter om en fin og fast isflade, til Herning Folkeblad.

– Det er fantastisk, og vi glæder os utroligt meget til at komme i gang.

Landsholdskaptajn, Peter Regin, kaster ligeledes positive vibes i retning af VM-isen, som indtil semifinalerne skal betrædes af nogle af ishockeyens absolut største stjerner.

– Isen var okay. Jeg tror, at den bliver bedre, når der lige er blevet kørt på den et par gange. Jeg løb lidt rundt og kiggede og forestillede mig, hvordan det bliver – specielt på fredag til den første kamp. Det er noget, vi alle sammen glæder os til, siger Peter Regin.

Giganterne fra Canada og USA får fornøjelsen af at åbne VM i Boxen i morgen kl. 16:15. Klokken 20:15 gælder det så Danmarks åbningsbrag mod naboerne fra syd, Tyskland.