VM 2018: Carolina-træner i boksen for Canada

Canada har de to legender Sean Burke og Martin Brodeur på plads som General Managers ved VM i Danmark, og nu skulle træneren også være fundet, skriver det canadiske medie TSN.

Det bliver ikke rutinerede Willie Desjardins, der stod i spidsen for Canada ved OL, men derimod forventes det, at 53-årige Bill Peters, den nuværende head coach for Carolina Hurricanes, bliver træner for Canada.

Bill Peters har trænet Carolina i de seneste fire sæsoner, og i 2016 var han såmænd også i den canadiske boks, da guldet blev hentet hjem. Han var guld-assistent året forinden og var også assisterende coach for World Cup-holdet, der vandt guld i 2017.

Så Peters er bestemt ikke nogen ubekendt på et Canada-hold, der ser mere og mere spændende ud, som dagene skrider frem mod VM, der blot er en måned væk.