VM 2018: Bødker vil også være med

Foto: Jan Korsgaard

Jannik Hansen meldte sig VM-klar kort efter, at San Jose Sharks natten til mandag dansk tid var slået ud af NHL-slutspillet, og han kan få sin danske klubkammerat med til Herning.

Mikkel Bødker har ifølge TV 2 SPORT meldt sig klar til at trække i landsholdstrøjen, og Danmarks Ishockey Unions sportschef Jesper Duus fortæller, at arbejdet med at få de to Sharks-spillere hjem til VM er begyndt.

– Vi har været i kontakt med dem, og de er interesseret i at komme. Der er noget papirarbejde og noget lægetjek – i hvert fald på Mikkel – som skal overstås. Men alle er interesseret i, at det skal ske så hurtigt som muligt, siger Jesper Duus til TV 2 SPORT.

Mens Jannik Hansen kun har spillet en begrænset rolle på San Joses hold i denne sæson og ikke har været i kamp i slutspillet, kommer Mikkel Bødker hjem i fin form, hvis alt falder på plads. Den 28-årige wing har i slutspillet leveret seks point i ti kampe, og det gør Bødker til en væsentlig forstærkning for Danmark.

– Mikkel Bødker er brandvarm i slutspillet, laver mål og assists og spiller rigtig godt. Han har en stor rolle på holdet, så han vil uden tvivl komme hjem i topform. Det vil bare betyde, at holdet ser endnu stærkere ud, end det allerede er, hvis begge spillere kommer med, siger TV 2 SPORT’s ishockeyekspert Morten Green.

Mikkel Bødker har spillet VM for Danmark fire gange tidligere. Jannik Hansen har spillet seks VM-turneringer. Jesper Duus håber, at de to San Jose Sharks-danskere måske når at være klar til onsdagens kamp mod Finland.