VM 2018: Bjorkstrand ikke til VM uden betænkeligheder

Foto: Jan Korsgaard

Det var ikke uden betænkeligheder, at 23-årige Oliver Bjorkstrand valgte at vende snuden mod Danmark for at spille VM. Hans kontrakt med NHL-organisationen Columbus Blue Jackets er udløbet, og han står derfor uden kontrakt for den kommende sæson. 

– Når man spiller i NHL og ikke har kontrakt, så er der lidt penge på spil. Man skal også tænke på sig selv og den situation, man er i. Det er noget, jeg har gået og tænkt over, men nu har vi fået styr på det, siger Oliver Bjorkstrand til Herning Folkeblad.

I bestræbelserne på at få den unge målscorer inkluderet i VM-truppen har Danmarks Ishockey Union tegnet en forsikring, således at Bjorkstrand ikke render ind i økonomiske kvaler, hvis han under turneringen i Danmark skulle rende ind i en skade.

En skade vil nemlig stille Bjorkstrand svagt i en kontraktforhandlingssituation.

– Man ved jo aldrig, om der er en modstander derude, der laver noget dumt. Det kan man ikke selv styre. I år har jeg været skadefri, og det er superdejligt at kunne køre igennem en sæson uden at have noget, der gør ondt, siger Bjorkstrand som formåede at producere 40 grundspilspoint og 3 slutspilspoint i sin første hele sæson i verdens bedste hockeyliga.