VM 2018: Aho-hattrick sikrede finnerne førstepladsen

- Foto: Bluelinemedia.dk

Finland – USA 6–2 (2-0, 1-0, 3-2)

Trods en særdeles stærk amerikansk åbning på kampen, så endte finnerne med at hive en overbevisende sejr hjem på hele 6-2. Sebastian Aho brillerede med et hattrick for finnerne, mens den amerikanske keeper, Keith Kinkaid, ikke så heldig ud ved finnernes to første scoringer og dermed var med til at sætte finnerne i gang.

Finland og USA bragede tirsdag eftermiddag sammen i et direkte opgør om førstepladsen i gruppe B. Amerikanerne var forud for kampen tre points foran finnerne, så kampen krævede tre finske points, såfremt finnerne skulle fravriste USA førstepladsen.

USA kørte sikkert en 9-3-sejr hvem over Norge i søndags og har i det hele taget ikke set sig meget tilbage i denne VM-turnering. Finnerne har derimod været snublet et par gange undervejs, hvor det senest blev til et skuffende overtidsnederlag mod Tyskland.

Da de to VM-grupper bliver parret med hinanden til kvartfinalerne, så handlede dagens kamp efter alt at dømme reelt set om, hvem af dagens to kombattanter, der skulle møde hhv. Tjekkiet og Schweiz i kvartfinalen.

Kinkaid fumlede, Finland førte

Der stod USA på det hele fra kampens start. Amerikanerne satte sig virkeligt tungt på begivenhederne og Brian Gibbons kunne byde ind med amerikanernes første farlige forsøg, da han i det tredje minut trykkede af med kort aftræk tæt under mål. Harri Sateri var dog vaks med griberen og fik afværget i det finske mål.

Kampens første udvisning stod der Finland på. I det sjette minut indkasserede Miika Koivisto således to minutter for en interference. Det amerikanske overtag blev til stadighed mere udtalt. I det amerikanske power play der fulgte, fik amerikanernes kaptajn Patrick Kane, trykket af fra sin yndlingsposition midt i faceoff-cirklen. Men fortsat 0-0, som man nærmede sig periodens halvvejsmærke. På dette tidspunkt førte amerikanerne skudstatistikken med hele 1-8.

Indlysende havde der altså været langt mellem de finske muligheder i kampens indledning. Derfor kom det da også bag på de fleste, at der pludseligt ud af det blå stod 1-0 til Finland. Under finnernes første reelle vedvarende pres omkring det amerikanske mål, lykkedes det således at få scoret med lidt hjælp fra Keith Kinkaid, der ikke så alt for heldig ud i det amerikanske mål i forbindelse med scoringen, som Sebastian Aho blev noteret for.

Syv minutter senere var billedet egentligt meget det samme, da finnerne øgede til 2-0. Keith Kinkaid havde igen en uheldig hovedrolle, da han gik fejl af pucken og fik dækket den forkerte stolpe i forbindelse med finsk spil bag det amerikanske mål. Derfor var det da også en let sag for Sebastian Aho, at score sit andet mål i kampen, da pucken efter oplægget fra Markus Nutivaara, blot skulle sendes ind i det tomme mål.

Amerikanerne ville det stadig mest, men finnerne var dog kommet væsentligt bedre med rent spillemæssigt. En finsk udvisning med blot 2,6 sekunder tilbage af første periode var i øvrigt nok til, at amerikanerne kunne nå at komme frem til hele to yderst kvalificerede afslutninger. Ganske imponerende af amerikanerne, der dog ikke fik scoret og derfor kunne starte anden periode med at spille små to minutter i overtal.

Finnerne øgede føringen i stærk anden periode

Godt skudt i gang af det tidligere power play lykkedes det for amerikanerne, at indlede anden periode med tre minutters gigantisk pres mod det finske mål. Sateri stod flere gange på hovedet i det finske mål, for at holde de pågående amerikanske forwards fra fadet.

Men finnerne red stormen af og kom efterhånden rigtigt godt med rent spillemæssigt. En beundringsværdig arbejdsindsats af Marko Anttila, afstedkom et hårdt minut for amerikanerne, da finnerne efterfølgende sværmede om Kinkaids mål. Tæt på var her finnernes Veli-Matti Savinainen, der dog måtte se Kinkaid komme i vejen for afslutningen.

Som perioden skred frem arbejdede finnerne ganske enkelt bedst. Man tog udgangspunkt i egen zone og gav generelt amerikanerne svære arbejdsbetingelser, i bestræbelserne på at komme tilbage i kampen. Der blev efterhånden også sat en del, især finske, tacklinger ind og kampen tog til i intensitet.

De amerikanske bestræbelser på at komme tilbage i kampen blev vanskeliggjort yderligere i det 18. minut, da Markus Nutivaara lagde en puck på mål fra distancen, som Kinkaid ikke kunne holde fast i. Returen fra den amerikanske keeper gik direkte ud til Mikko Rantanen, der bare skulle sætte bladet på, for at øge den finske føring til 3-0, som også var stillingen forud for tredje periode.

Målrus i underholdende tredje periode

Gemytterne var efterhånden ved at komme i kog de to hold i mellem og der var flere eksempler på små bataljer rundt omkring på isen, hvor der da også faldt en række udvisninger.

Det var dog i spil fem mod fem, at Finland bragte sig foran med 4-0, da der var spillet syv minutter. Den store slider Marko Anttila kom her fuldt fortjent på tavlen for finnerne; han havde leveret en formidabel arbejdsindsats! Scoringen blev godkendt efter, at dommerne på amerikansk forlangende, havde tjekket episoden igennem for målmandsinterference.

Trods flere nærgående amerikanske forsøg, så modstod finnerne presset, ført an af en velspillende Sateri i målet.

Under en ny finsk udvisning efter 10 minutters spil valgte amerikanerne at satse og tage målmanden ud, for at spille seks mod fire, selvom der stadig resterede næsten ni minutter af kampen. Ikke hver dag man oplever det. Men satsningen skulle vise sig at give pote, da Patrick Kane i overtallet slog til med sin signaturafslutning fra centrum af faceoff-cirklen. Finnerne forsøgte sig også her med en challenge, men uden held.

Et par minutter senere havde finnerne dog genetableret en firemålsføring, da Kasperi Kapanen tæt under mål fandt plads ved nærmeste stolpe og scorede til 5-1 i overtal.

Målene kom nu nærmest som på samlebånd. 47 sekunder senere reducerede Derek Ryan således til 5-2 for amerikanerne, da han tæt under mål battede en svævende returpuck fra Sateri i kassen. Fornem detalje af Ryan.

Med 4:29 tilbage på uret satsede amerikanerne igen og erstattede Kinkaid med en ekstra markspiller. Denne gang skulle satsningen dog vise sig at give bagslag, da Sebastian Aho med sin tredje scoring i kampen, kunne lukke og slukke opgøret. 6-2 og finnerne havde sikret sig førstepladsen i gruppe B.

Finnerne lykkedes altså med at vinde puljen. Trods de overraskende nederlag mod både Danmark og Tyskland, så blev det også til to særdeles overbevisende sejre på fire mål over både Canada og USA.

Efter at USA og Finland nu har spillet deres sidste kamp i gruppespillet, så deler de to holds stjerneangribere Patrick Kane og Sebastian Aho i øvrigt VM-turneringens topscorerliste med hver 17 points for syv kampe.