VM 2018: 200.000 SOLGTE BILLETTER er nu rundet

Foto: Jan Korsgaard

Målet er at ramme 300.000 solgte billetter til VM 2018 i Herning, og netop i disse dage er der ganske god stemning i den danske VM 2018-organisation.

Lige før jul meddelte organisationens direktør Enver Hansen i en pressemeddelelse, at man havde rundet 185.000 solgte billetter og at det tal var over al forventning, og nu har VM-selskabet rundet en milepæl i salget.

Der er nemlig nu langet 200.000 billetter “over disken” til de 64 kampe, og det er altså lig med et øjeblikkeligt gennemsnit på 3125 tilskuere pr. kamp.

Danmarks kampe er mere eller mindre solgt ud, og det begynder altså at gå mere end fremad med det øvrige billetsalg.

– I dag ramte vi en stor milepæl hos Ishockey-VM 2018. Vi har solgt 200.000 billetter til vores store event i maj. Vi fortsætter med at arbejde hårdt med forberedelserne til den største sportsbegivenhed nogensinde i Danmark, og vi ser frem til at invitere mange flere danske og internationale gæster og virksomheder til at blive en del af denne historiske oplevelse, skriver salgschefen for VM 2018, Nicholas Stefansen, på sin LinkedIn-konto.