Vild afslutning og Rungsted-jubel i Frederikshavn

Foto: Jan Korsgaard

Frederikshavn White Hawks-Rungsted Seier Capital 3-4 (0-1,2-2,1-1) (Af Michael Eriksson Kristensen) Der var kæmpe jubel i Rungsteds omklædningsrum efter kampen i Scanel Hockey Arena, hvor gæsterne med et mål sølle to sekunder før tid sikrede sig alle tre point med hjem i bussen.

Et dramatisk øjeblik, hvor hjemmeholdet forsøgte at cleare pucken ud af zonen. Den ramte imidlertid en Rungsted spiller i brystet, og pludselig kunne Anders Grönlund gøre sig til matchvinder med et glimrende skud.

Øredøvende jubel var der bestemt ikke i hjemmeholdets omklædningsrum efter kampen, hvor stilheden var enorm. Skuffelsen var stor efter nederlaget, som samtidig betød at SønderjyskE nu overtager den førsteplads, som vendelboerne ellers har siddet sikkert på i et stykke tid.

White Hawks leverede ellers en godkendt kamp. Man gjorde det meste rigtigt offensivt, og det mindede mest af alt om Metal Cup finalen mod Odense, hvor holdet vadede i chancer, men ikke kunne få pucken i mål.

Michael Clemente leverede store mirakler på stregen, og ellers overplacerede hjemmeholdets spillere pucken over mål. En enkelt gang dansede pucken på selve stregen, inden den amerikanske keeper i sidste øjeblik fik den raget væk.

Defensivt sejler det til tider for vendelboerne, og i aften var det groft sagt personlige fejl i defensiven, der gav Rungsted tre af deres fire mål. Pågående fremad banen, giver blottelser bagude, hvilket har været kendetegnende for høgene igennem dele af sæsonen.

Og når man giver en giftig herre som Nikolaj Rosenthal lidt for meget plads, så bliver man straffet. Elegant erobrede han pucken, og med enkelte træk fik han sendt skiven ind bag George Sørensen til 0-1.

I anden periode fortsatte billedet. Hjemmeholdet i teten med chancer, og en formidabel defensiv indsats af Rungsted, med en sprællende Clemente i buret.

Hjemmeholdets svensker Robert Carlsson tabte pucken, og det sendte Kangasniemi i frit løb mod Sørensen. Det udnyttede finnen til en 2-0 scoring, med en halsende Kasper Kristensen bag sig. På alle måder stilhed i Frederikshavn, hvor mere end 2000 tilskuere ellers havde lagt op til fredagsfest.

En fest fik de tilbage i Vendsyssel, da brødrene Søndergaard sørgede for hurtig balance i regnskabet på måltavlen. Med små tre minutters mellemrum midtvejs i perioden lykkedes det dem at udligne gæsternes to-målsføring. Først Thomas med et godt hug, og dernæst Rasmus med en styring.

Hjemmeholdet fortsatte det gode pres mod Clemente, og kunne snildt have scoret yderligere et par gange. Det lykkedes ikke, og i stedet var det igen en uopmærksom defensiv hos høgene, der gav et mål væk. Mark Müller fik ikke clearet en puck, og så kunne Kangasniemi gøre det til 3-2 for gæsterne. Han opfangede en retur, efter forsøget fra Johan Andersson.

I tredje periode var billedet på ingen måder anderledes. Hjemmeholdet pressede på, og gæsterne leverede giftige kontra. Rosenthal var ekstrem farlig i aften sammen med Kangasniemi, men grund til at rose et Rungsted-mandskab, der fulgte deres game-plan. Nordsjællænderne bliver et giftigt bekendtskab for deres kommende kvartfinalemodstander.

Hjemmeholdets pres gav bonus med 51 sekunder igen. En udvisning til Jonas Røndbjerg, og en George Sørensen ude af målet gav to spillere i overtal til hjemmeholdet, og det udnyttede Tim Kunes til 3-3-udligningen.

De tre point gik altså derefter til Rungsted på Grölunds scoring til sidst. Tungt for vendelboerne og imponerende skalp af gæsterne. Eneste skår i glæden for Rungsted må være at den stærke back Drew Schiestel kort før tid måtte forlade isen i Scanel Hockey Arena.

Der var i øvrigt et bemærkelsesværdigt comeback i aftenens kamp, da den pensionerede hovedommer, Casper Christensen, gjorde comeback. Et sidste øjebliks afbud sendte den nuværende bedømmer på isen sammen med kollega Michael Nielsen, og de leverede en upåklagelig indsats.