Vigtig Rungsted-sejr sikret i tredje periode

Foto: Jan Korsgaard

Gentofte Stars-Rungsted Seier Capital 1-3 (1-1,0-0,0-2) Rungsted vandt en nærmest uhyggelig vigtig sejr i Gentoftes Hal 2, hvor der var både koldt og stemningsfuldt, og hvor de fremmødte tilskuere fik fire mål at lune sig på. Tre af dem gik til Rungsted, der endte med at vinde 3-1 og lægge en betragtelig afstand ned til bunddramaet omkring ottendepladsen.

Det var ellers Roberts Jekimovs, der bragte Gentofte foran 1-0 efter 18 minutter, men allerede inden perioden var ovre, fik Antti Kangasniemi udlignet for gæsterne.

Sebastian Feuk og Teemu Seppänen var hovedpersonerne i en anden periode uden mål, men med to glimrende målmandspræstationer. 270 tilskuere beholdt dermed spændingen til de sidste 20 minutter, hvor Drew Schiestel efter 42 minutter fyrede et slagskud af, som røg gennem benene på Seppänen i Gentofte-målet.

Højdramatisk slutfase i Gentofte, hvor Antti Kangasniemi beseglede sejren for Rungsted Seier Capital med sin scoring kort før tid.

Det var som ved 2-1-målet Nikolaj Rosenthal, der fik assist. Han spillede pucken på tværs af midtzonen til Antti Kangasniemi, der rundede en Gentofte-back og scorede på et flot håndledsskud, som sad i krydset. Dermed 3-1-sejr til Rungsted, og en enkelt lille Gentofte-glæde trods alt over, at pointfordelingen i Aalborg næsten passede perfekt.

Gentofte Stars er stadig over stregen – dog nu kun et enkelt point foran Aalborg Pirates og yderligere seks foran Herlev Eagles.

FACEOFF-online.dk kunne desværre ikke være til stede i Gentofte i aften. Kampreportagen er baseret på kamprapport og liveupdate.