Video: Rookie er NHL’s hurtigste skøjteløber nogensinde

Detroit Red Wings-rookien Dylan Larkin skøjtede lørdag den hurtigste omgang, der nogensinde er registreret ved NHL’s Skills Competition. Den 19-årige forward slog dermed den hidtidige rekord, som har stået siden 1996.

Det skal selvfølgelig tages med det forbehold, at konkurrencen kun har deltagelse af de spillere, der er udtaget til NHL’s All Star-event, men der kan ikke herske nogen tvivl om, at unge Dylan Larkin er ekstremt hurtig på skøjterne. Det understregede amerikaneren i lørdagens Fastest Skater-konkurrence.

Dylan Larkin vandt konkurrencen, hvor spillerne var matchet op mod hinanden i en mod en-dueller, med en fremragende tid. Larkin skøjtede mod hjemmebanefavoritten Roman Josi fra Nashville Predators, og han slog den schweiziske back overlegent og sikrede sig sejren i Fastest Skater-konkurrencen.

Larkin fik efterfølgende muligheden for at skøjte den hurtigste omgang, der nogensinde er set ved NHL’s Skills Competition, og den mulighed lod han ikke passere. Detroit-rookien fløj henover isen og nåede en tur rundt på isen i Nashville i tiden 13,172 sekunder.

Dermed slog Dylan Larkin den hidtidige rekord, som har stået siden 1996, hvor den daværende Toronto Maple Leafs-spiller Mike Gartner skøjtede en omgang på 13,386 sekunder.

Det kunne være spændende at se, om ikke den danske jetmotor Nikolaj Ehlers kunne slå denne tid, hvis han blev udtaget til en All Star-kamp. Lad det bare være en opfordring til NHL…

Se Dylan Larkin slå rekorden her: