Video: Panthers udlignede mod Islanders

Florida Panthers vandt onsdag hjemmebanefordelen tilbage i serien mod New York Islanders, da panterne vandt en målfattig kamp i Brooklyn og udlignede til 2-2 i det samlede regnskab.

New York Islanders havde muligheden for at sikre sig to matchbolde, men efter den fjerde kamp mod Florida Panthers er serien nu helt lige. Panthers var nemlig skarpest i onsdagens opgør, hvor pucken kun gik i nettet tre gange. Panthers scorede to af målene og vandt derfor med 2-1.

Backen Alex Petrovic blev matchvinder for Florida på det mål, han scorede midt i tredje periode. Her viste den store back ganske fin teknik, da han trak pucken med sig ind mod hjemmeholdets mål og fik overlistet tyske Thomas Greiss, som var Islanders’ bedste mand i onsdagens kamp.

Petrovic’ scoring blev den eneste i tredje periode, og den afgjorde derfor den tætte affære. Holdene scorede et powerplaymål hver i slutningen af anden periode, hvor Teddy Purcell først nettede for Florida, mens newyorkernes kaptajn John Tavares udlignede kort efter.

Frans Nielsen fik hele 22 minutter og 14 sekunder på isen for Islanders, men den rutinerede dansker fik ikke sat noget afgørende aftryk på kampen. To skud på mål og et enkelt hit blev det til for Nielsen, som fik mere end fem minutters istid i powerplay og lidt over tre minutter på isen i boxplay.

New York Islanders måtte med onsdagens nederlag se den hjemmebanefordel, de havde tilkæmpet sig, fordufte. Newyorkerne skal nu vinde mindst en udekamp mere for at gå videre til anden runde. Første mulighed får Islanders-spillerne fredag, hvor de gæster Florida i kamp fem.

Se højdepunkter fra opgøret her: