Video: Nikolaj Ehlers-scoring blev til assist

Nikolaj Ehlers troede, at han havde scoret sit andet sæsonmål for Winnipeg Jets i hjemmekampen mod St. Louis Blues. Den 19-årige danskers skud blev dog rettet af, og han endte derfor med at få en flot assist i opgøret, som Jets tabte med 4-2.

Efter en målløs første periode kom St. Louis på tavlen i begyndelsen af anden periode. Mathieu Perreault udlignede i powerplay for Winnipeg kort efter, men midtvejs i perioden kom gæsterne igen foran på et mål af Scottie Upshall.

Nikolaj Ehlers viste dog få minutter senere, at han også i NHL er helt klar over, hvor målet står. I powerplay var den danske Winnipeg-wing med til at sætte sig selv op, og efter fint samspil med Mark Scheifele sendte Ehlers et formidabelt håndledsskud afsted fra distancen. Drew Stafford rettede pucken af, og blev derfor krediteret for målet, som ellers i første omgang blev tilskrevet Danmarks nyeste NHL-profil.

Se målet her:

I tredje periode var Jets og Ehlers flere gange nærgående, men det blev Blues, der løb med sejren. Midt i perioden bragte Vladimir Tarasenko gæsterne foran med 3-2, da St. Louis var i overtal, fordi der var en afventende udvisning på vej til Winnipeg.

Et minut og otte sekunder før tid slog Carl Gunnarsson sejren fast for Blues med et powerplaymål, og Nikolaj Ehlers og Winnipeg Jets måtte skøjte fra isen med et nederlag i rygsækken.

Nikolaj Ehlers, som fik 15:28 på isen og skød på mål to gange i søndagens kamp, står noteret for fire point efter seks optrædener i verdens stærkeste ishockeyliga.