Video: Nielsens assist kunne ikke redde Islanders fra nyt nederlag

Frans Nielsen kom på pointtavlen for anden gang i serien mod Tampa Bay Lightning, da New York Islanders fredag lagde is til seriens fjerde opgør. Danskerens mandskab tabte dog igen.

Det så endnu en gang fornuftigt ud for New York Islanders, men for anden hjemmekamp i træk endte det i en stor skuffelse for newyorkerne. Islanders satte – ligesom i den seneste kamp – en føring over styr og tabte i overtiden, hvor backen Jason Garrison fredag blev matchvinder for Lightning.

De to overtidsnederlag i Barclays Center har været dyre for Islanders, som nu er nede med 3-1 i serien og kan ryge ud, når holdene søndag mødes i den femte kamp, som spilles i Amalie Arena i Tampa. Det var igen marginalerne, der var på gæsternes side, og for tredje gang i serien lykkedes det udeholdet at vinde.

Frans Nielsen var ellers med til at give værterne en drømmestart, da han efter fire minutter og 20 sekunders spil indgik i det kombinationsspil, som førte til Kyle Okposos 1-0-mål i powerplay. Den sekundære assist tilfaldt danskeren, som er oppe på seks point i årets slutspil.

Se målet her:

Langt ind i kampen så det godt ud for hjemmeholdet, men små otte minutter inde i tredje periode var russiske Nikita Kucherov nok en gang bødlen, som fra Islanders en sejr. Russeren, som i den seneste kamp udlignede 39 sekunder før tid, bragte balance i regnskabet med sit ottende mål i Stanley Cup-slutspillet, hvor han er topscorer.

Der blev ikke scoret mere i den ordinære spilletid, men allerede halvandet minut inde i overtiden sluttede kampen. Jason Garrison klappede resolut til pucken og sendte den i nettet bag tyske Thomas Greiss, som ellers spillede en fin kamp i Islanders-buret. Garrisons skud var så velplaceret, at Greiss sådan set var chanceløs, og så kunne jublen ellers bryde ud blandt gæsternes spillere, mens værterne blev efterladt med en tom følelse.

Se Jason Garrisons flotte sejrsmål her: