Video: NHL-spiller laver vanvittig tackling

New Jersey Devils-forwarden Bobby Farnham stod for tirsdagens mest tåbelige indslag i NHL, da han lavede et stort hit på St. Louis Blues-forwarden Dmitrij Jaskin, som var fuldstændig forsvarsløs.

26-årige Farnham, som har scoret syv mål i denne sæson og også nettede i tirsdagens kamp mod Blues, kan stå foran en længere karantæne. NHL’s disciplinærudvalg tager formentlig sagen op, og ligaen kan meget vel statuere et eksempel over for Bobby Farnham.

Devils-spilleren begik sin udåd med otte minutter tilbage af kampen i St. Louis. Farnham var selv blevet tacklet hårdt ved endebanden af Blues-backen Kevin Shattenkirk, og amerikanerens frustrationer kom til at gå ud over tjekkiske Jaskin, som tilfældigvis kom inden for Farnhams rækkevidde få sekunder senere.

Se Bobby Farnhams hit på Dmitrij Jaskin her:

Kampens dommere sendte Bobby Farnham i bad med en major-udvisning for interference samt en misconduct-straf. Tiden vil nu vise, om Devils-spilleren bliver kaldt til møde med NHL’s disciplinærudvalg i løbet af de kommende dage.