Video: “Mats” Christensen igen i DEL-finalen, München i glædesrus

Foto: Jan Korsgaard

Mads Christensen lever en relativ ubemærket tilværelse i ishockey-Europa, men den danske landsholdsforward er et kæmpe navn i tysk ishockey, og han står altså nu med muligheden for at vinde sit fjerde tyske mesterskab.

I forvejen har Mads Christensen – eller “Mats” Chriistensen, som den tyske kommentator siger i nedenstående tv-klip – tre mesterskaber med Eisbären Berlin og i øvrigt også fem danske mesterskaber i bogen. Han er dermed en af de mest vindende, hvis ikke den mest vindende danske ishockeyspiller overhovedet på europæisk topplan.

Nu skal han spille DEL-finale igen, for i aften vandt hans klub Red Bull München den fjerde semifinalesejr over gæsterne fra Kölner Haie. Det blev 5-4 foran en jublende kulisse i det sydtyske, og Mads Christensen havde stor andel i sejren.

Han leverede en enkelt scoring og to assister oveni, og understregede dermed, hvilken nøglespiller han er for klubben, der i sin nye konstellation er i DEL-finalen for første gang nogensinde.

6142 tilskuere så kampen få en helt vild afgørelse. Köln udlignede med 34 sekunder igen ved Dragan Umicevic, men blot 11 sekunder senere afgjorde Frank Mauer kampen for München med andenassist fra Christensen.

Se her den vilde afslutning via Münchens Twitter-feed:

Og her Mads Christensens 3-1-mål i powerplay.

Kæmpe jubel i München efter sejren: