Video: Maple Leafs gennemhullede Frederik Andersen

Det var en noget vægelsindet affære, Frederik Andersen og Anaheim Ducks skærtorsdag var med i. Holdet lukkede hele seks mål ind i udekampen mod Toronto Maple Leafs, men fik stadig et point og kvalificerede sig dermed til slutspillet.

Anaheim Ducks skulle bruge et enkelt point i torsdagens udekamp mod Toronto Maple Leafs for at sikre sig en billet til slutspillet. Det point fik de, men præstationen var ænderne langt fra tilfredse med i kampen, som de tabte med 6-5 i overtiden.

Frederik Andersen lukkede seks mål ind på bare 26 skud, så hans redningsprocent endte på beskedne 76,9. Kampens forløb gjorde dog, at Anaheim holdt den store dansker inde, fordi gæsterne hurtigt fik lukket det hul, Toronto skabte.

Jamie McGinn bragte Ducks foran efter små tre minutters spil, men Maple Leafs lavede fire mål i træk og kom i slutningen af anden periode foran med hele 4-1. Inden perioden var omme, havde Anaheim dog reduceret to gange, og i tredje periode scorede ænderne yderligere to mål i træk og kom foran med 5-4.

Det lugtede pludselig af en forventet Anaheim-sejr, men fire et halvt minut for tid udlignede Connor Brown til 5-5 med sit første NHL-mål nogensinde. 41 sekunder inde i overtiden sikrede Nazem Kadri hjemmeholdet sejren med sin anden scoring i kampen.

Anaheim er med det ene point sikre på en plads i slutspillet. Holdet har stadig tre point op til den førsteplads i Pacific Division, som Los Angeles Kings sidder på. Ducks hentede dog et point ind torsdag, hvor Kings tabte med 4-1 på udebane mod Winnipeg Jets, som havde Nikolaj Ehlers tilbage på isen.

Se højdepunkter fra den målrige kamp i Toronto her: