VIDEO: Leszkowicz-brødrene til første træning i Malmö

Ishockeytvillingerne Wictor og Lucas Leszkowicz er to af de unge talenter, der er med i DR-serien “Talentet – hele familiens kamp”.

I seriens andet afsnit, som blev sendt tirsdag aften, blev de to nu 14-årige ishockeytalenter præsenteret. Leszkowicz-tvillingerne skulle blandt andet til første træning i Malmö.

– DR har fulgt os i over en periode på seks måneder, og det har været både spændende og udfordrende at have et kamera med hele vejen rundt i hverdagen. Vi er spændte på at se resultatet, sagde tvillingernes mor Gosia Leszkowicz i sidste uge til Faceoff.dk.

LÆS OGSÅ: Ishockeybrødre portrætteres i ny DR-serie

“Talentet – hele familiens kamp” sætter fokus på de muligheder, men også udfordringer, der er ved at være et af Danmarks største sportstalenter. Logistisk er Leszkowicz-familien udfordret af, at tvillingernes forældre ikke bor sammen, og at Wictor og Lucas spiller for Malmö, bor i København og deltager i morgentræning i Rødovre.

Du kan se andet afsnit af “Talentet – hele familiens kamp” og komme tæt på de talentfulde tvillinger HER.