Video: Hårdt hit på Ehlers udløste slagsmål

Nikolaj Ehlers og Winnipeg Jets tog søndag imod Buffalo Sabres, og der blev gået til stålet i det, der blev en ganske tæt NHL-kamp. Et hårdt hit på Nikolaj Ehlers var blandt andet med til at bringe temperamenterne i kog.

Winnipeg lærte gæsternes rookie Sam Reinhart at kende på den hårde måde i første periode. Her scorede den 20-årige canadier tog gange for Buffalo, og Sabres førte dermed med 2-1, da spillerne skøjtede til pause for første gang. Blake Wheeler havde sendt pucken i nettet for Jets mellem Reinharts scoringer.

Jets fik udlignet 55 sekunder inde i anden periode, hvor Mathieu Perreault nettede i powerplay. Halvandet minut senere fik Nikolaj Ehlers chancen for at bringe Winnipeg i front på en friløber, men den hurtige dansker misbrugte den store chance.

Ehlers blev tacklet hårdt ind i banden af Sabres-backen Mike Weber lige efter, at han havde misset den store chance, og det udløste en nævefight mellem Weber og hjemmeholdets Chris Thorburn, som ikke mente, at Buffalo-spillerens hårde behandling af Nikolaj Ehlers var i orden.

Se Nikolaj Ehlers’ chance og det efterfølgende slagsmål her:

Der blev ikke scoret mere i anden periode, men fire minutter inde i tredje periode slog Marcus Foligno til og bragte Buffalo på 3-2. Den stilling holdt indtil et halvt minut før tid, hvor Sam Reinhart fuldendte sit hattrick med en scoring i tomt mål. Sabres tog dermed en 4-2-sejr i det tætte opgør, hvor Jets vandt skudstatistikken med 44-29.

Nikolaj Ehlers spillede 13:50 minutter for Jets. Han havde fem skud på mål, men fik altså ikke lavet point. I plus/minus-statistikken måtte Ehlers se et -1 ud for sit navn, da han var på isen ved gæsternes første scoring.