VIDEO: Gentoftes Mathias Rugholm afsluttede grundspillet med et kongemål

Vojens Efterskole
Vojens Efterskole

Gentofte Stars vandt 1. division øst og afsluttede den regulære sæson med en storsejr på 8-0 over Rungsted tirsdag aften. Det var der ikke så meget overraskende i, eftersom det var top mod bund, og fordi et topmotiveret Gentofte-hold forbereder sig på slutspillet. 

Et af de mange mål vakte mere end almindelig opsigt, og heldigvis blev det optaget på video.

“Havde tjæretape på staven i går”, skriver rutinerede Mathias Rugholm på sin egen Facebook-profil, og det må man sige er sandt. 

Rugholm lavede nemlig en “Michigan”, som hans træk bag mål kaldes – fordi det i 1996 for første gang blev registreret på video i en kamp, hvor Michigan Universitys Mike Legg lavede finten. 

Den går kort sagt ud på at lægge pucken op på stavens blad bag mål og smide den ind over målmandens skulder og op i nærmeste målhjørne.

Mathias Rugholm leverede den til perfektion i Gentofte.