Video: Fin Regin-assist i Jokerit-sejr

Foto: Jan Korsgaard

Danskerklubben Jokerit Helsinki kom rigtig godt fra start i KHL efter landsholdspausen. I aften tog Regin og Larsen sammen med holdkammeraterne en tur til Moskva for at møde Spartak, og den finske storklub vandt 3-1 over den russiske traditionsklub.

Jesse Joensuu og Juhamatti Aaltonen bragte Jokerit foran 2-0 i første periode, Spartak reducerede ved Konstantin Glazachev i tredje periode, inden Jokerit-sejren til sidst fik et lille dansk aftryk. Det var ved Peter Regins assist til 3-1-målet, der blev scoret af Petteri Wirtanen i slutfasen.

Jesper B. Jensen var ikke med i Jokerits opstilling i dagens kamp, mens der var spilletid på godt 20 minutter til Philip Larsen og 16:32 minutter til Peter Regin, der også noterede sig +2 i plus/minus-statistikken.

Jokerit drager nu videre til Schweiz og Davos, hvor klubben skal deltage i den traditionsrige Spengler Cup i juledagene. Her venter tre til fem kampe på bare fem dage.

Her er Regins glimrende assist i en flot omstilling: