Video: Eller-scoring rakte ikke til sejr

Foto: Bridget Samuels

Lars Eller kom på måltavlen for syvende gang i denne sæson, men hans scoring kunne ikke sikre Montreal Canadiens en sejr i topkampen mod Washington Capitals, selvom canadierne sad tungt på kampen.

Washington vandt kampen med 3-2 på en scoring af T.J. Oshie midt i tredje periode. Dermed sikrede det amerikanske hovedstadshold sig sin sjette sejr på stribe. Som NHL skriver i sit referat af kampen, så dominerede Montreal dog alle andre steder end på måltavlen.

Capitals-forwarden Tom Wilson åbnede målscoringen allerede efter to et halvt minut. Det tidlige mål fra gæsterne blev startskuddet til et massivt pres fra hjemmeholdet, som fik kvitteret 12 minutter inde i anden periode, hvor Lars Eller udlignede til 1-1. Dermed fik Eller sat sit fjerde point på tavlen i de seneste fem kampe.

Se Lars Ellers scoring her:

I det sidste minut af anden periode sørgede T.J. Oshie for, at Washington kunne skøjte til pause med en føring. Den holdt kun to et halvt minut ind i tredje periode, fordi her fik Brian Flynn gjort det til 2-2 i powerplay, men Oshie ville være matchvinder, og det blev han med sin ottende sæsonscoring midt i perioden.

Lars Eller fik 14 minutter og 29 sekunder på isen for Montreal, og den danske wing var meget aktiv i torsdagens kamp. Eller fik skudt på mål fire gange, men måtte trods sin scoring nøjes med et nul i plus/minus-statistikken, da gæsterne også fik scoret, mens Eller var på isen.

Se højdepunkter fra kampen her: