Video: Eller og Montreal tabte til brandvarmt tophold

Foto: Bridget Samuels

Fire dages julepause havde ikke fået Washington Capitals til at køle af. Topholdet fortsatte, hvor det slap før jul, og det gik ud over Lars Eller og Montreal Canadiens, som lørdag blev slået med 3-1 i Washington.

Sejren var det amerikanske hovedstadsholds syvende på stribe, og den var nok en gang grundlagt på en solid defensiv indsats fra Capitals-spillerne, som virkelig har fundet melodien i denne sæson. Washington har sikret sig 54 point i sæsonens første 34 kampe, og det gør holdet til suverænt tophold til Eastern Conference.

Lars Eller fik 14 minutter og 33 sekunder på isen for Canadiens, men han gjorde ikke det store væsen af sig. Eller blev ikke noteret for nogle skud på mål, men han var på isen ved to scoringer. Den danske wing var inde, da Evgeny Kuznetsov bragte Capitals foran med 1-0, men senere udlignede Ellers kædekammerat Daniel Carr, mens danskeren var på isen, så i plus/minus-regnskabet gik det lige op.

Braden Holtby spillede en stærk kamp i Washington-målet, hvor han reddede 29 af 30 skud. Lørdagens sejr var hans 22. i denne sæson, og han topper NHL i antallet af sejre.

Se højdepunkter fra kampen her: