Video: Eller og Andersen tabte

Foto: Bridget Samuels

De to NHL-kampe, der var på onsdagens program, havde begge dansk deltagelse, men ingen af danskerklubberne formåede at trække det længste strå.

Lars Eller og Montreal Canadiens var på besøg hos Pittsburgh Penguins, og det opgør vandt pingvinerne efter straffeslag. Sidney Crosby lagde op til to scoringer og fik også sat sit straffeslag i nettet, hvilket gjorde ham til first star i 4-3-sejren.

Eller fik 12:25 på isen for Canadiens. Her blev han noteret for tre skud på mål, samt -1 i plus/minus-statistikken.

Se højdepunkter fra kampen her:

Ducks smed tre føringer
Frederik Andersen havde for en sjælden gangs skyld en aften på det jævne i Anaheim Ducks-målet, da ænderne på hjemmebane tabte med 4-3 til Edmonton Oilers efter overtid.

Anaheim havde ellers overtaget i det meste af kampen, og holdet var foran med både 1-0, 2-1 og 3-2, men endte altså i sidste ende med at tabe. Teddy Purcell scorede sejrsmålet for Oilers godt et minut inde i overtiden.

Corey Perry nettede to gange for Anaheim og nåede dermed op på 300 NHL-mål i karrieren. Frederik Andersen stoppede 23 af Oilers’ 27 skud, og hans redningsprocent endte derfor på beskedne 85,2 procent, hvilket blev overstrålet af Edmonton-målmand Anders Nilssons 91,9 procent.

Se højdepunkter fra det tætte opgør her: