Video: Ehlers assisterede på flot reduceringsmål

Nikokaj Ehlers fik en assist, da Winnipeg Jets lavede et flot mål i sidste minut af mandagens hjemmekamp mod Colorado Avalanche. Scoringen forhindrede dog ikke gæsterne i at vinde med 2-1.

Winnipegs nederlag til Colorado kan vise sig at blive dyrt, når regnskabet gøres op efter grundspillet. Jets og Avalanche ligger nemlig side og side i tabellen og ser ud til at dyste om den samme slutspilsplads. Her har Colorado med mandagens sejr sikret sig et forspring på fire point ned til Nikolaj Ehlers og kompagni.

Avalanche grundlagde 2-1-sejren i anden periode, hvor både Carl Söderberg og Jarome Iginla kom på måltavlen for gæsterne. Semyon Varlamov spillede en stor kamp i Colorado-målet, og han så ud til at tage et shutout med sig fra Winnipeg helt indtil 42 sekunder før tid.

I sidste øjeblik lykkedes det nemlig Jets at fremtvinge lidt spænding, da holdets andenkæde med Nikolaj Ehlers, Mathieu Perreault og Joel Armia lavede et flot mål. De tre forwards kombinerede sig flot igennem gæsternes defensiv, og til sidst kunne finske Armia sætte pucken i nettet.

Se scoringen her:

Nikolaj Ehlers spillede en ganske fin kamp for Jets. Han fik 16 minutters istid, hvor han udover assisten også havde et skud på mål og var +1 i plus/minus-statistikken.

Winnipeg Jets har efter mandagens nederlag fire point op til den slutspilsplads, som Colorado lige nu sidder på. Avalanche er i tæt duel med Nashville Predators og Vancouver Canucks, der kun er et enkelt point efter dem i tabellen.