Video: Canadiens tabte trods Eller-scoring

Foto: Bridget Samuels

Lars Eller sendte Montreal Canadiens på sejrskurs i onsdagens udekamp mod Colorado Avalanche, men veteranen Jarome Iginla scorede to gange efter, at Eller var kommet på måltavlen, og sikrede hjemmeholdet en 3-2-sejr.

Montreals træner Michel Therrien har i denne sæson eksperimenteret med at flytte Lars Eller ud på en wingplads. Det så ud til at fungere godt i starten af sæsonen, men i takt med, at holdets krise er blevet dybere og dybere, som sæsonen er skredet frem, er Lars Eller også blegnet.

Nu har Therrien rystet kæderne for at forsøge at få gang i Canadiens igen, og det betyder, at Lars Eller er tilbage på centerpositionen. Han agerer nu andencenter for traditionsklubben og har Max Pacioretty og Sven Andrighetto ved sin side. I onsdagens kamp mod Colorado Avalanche fik kæden produceret.

Seks et halvt minut inde i anden periode erobrede Andrighetto pucken bag Colorados mål, og den blev via Pacioretty ekspederet videre til Lars Eller, som havde søgt en position foran mål. Den danske center hamrede resolut pucken i nettet og bragte Canadiens foran med 2-1. Scoringen var Ellers tiende i sæsonen.

Se målet her:

Hjemmeholdets Jarome Iginla spolerede Ellers forsøg på at sikre Montreal en tiltrængt sejr. Han udlignede til 2-2 i slutningen af anden periode, og med to minutter og tre sekunder tilbage af kampen scorede Iginla til 3-2 og sikrede Avalanche de to point.

Lars Eller fik 14:34 minutters istid i kampen, hvor han udover målet blev noteret for tre skud på mål og to minutter i straffeboksen for at holde Tyson Barries stav. Det var mens Eller sad udvist, at Jarome Iginla udlignede til 2-2 i powerplay.

Det ser efterhånden sort ud for Montreal i forhold til at sikre sig en plads i slutspillet. Traditionsklubben har seks point op til den nærmeste slutspilsplads, som indtages af Pittsburgh Penguins. Pingvinerne har spillet tre kampe færre end Montreal.