Video: Canadiens fortsætter vild start

Montreal Canadiens fortsætter den historiske start i NHL.

“Habs” årgang 2015/16 er kun det andet hold i historien, der har vundet sine første otte kampe i ordinær spilletid, og det blev gjort på yderst overbevisende manér i nat.

Canadiens vandt hele 7-2 hos Buffalo Sabres, og den start får formentlig allerede det fanatiske publikum i Montreal til at drømme søde Stanley Cup-drømme allerede tidligt på sæsonen.

Buffalo Sabres årgang 1975/76 var i øvrigt det første hold til at snuppe otte sejre i ordinær spilletid fra starten af sæsonen.

For Lars Ellers vedkommende – rent personligt – var det ikke nogen fantastisk aften. Danskeren registerede 12:32 minutters spilletid og noterede sig for et enkelt minus i plus/minus-statistikken.

Men mon ikke han trods alt har glædet sig sammen med holdkammeraterne.

Russiske Andrei Markov var den store spiller for Canadiens. Med hele fem point i kampen rundede backen 500 point i karrieren og var derfor nattens suverænt mest omtalte aktør hos Montreal.

Højdepunkterne fra kampen kan ses ved at klikke her.