Video: Bødker scoring, da Avalanche missede playoffs

Foto: Bridget Samuels

Mikkel Bødker til VM? Dette er blevet et mere realistisk scenarie, ovenpå Colorado Avalanches missede chance for at deltage i NHL playoffs. Der er dog stadig et stort spørgsmålstegn ud for den danske forward, fordi Bødker bliver free agent til sommer, hvilket betyder han kan gå ud og forhandle med hvem han vil, og det ligger ikke i kortene at han forlænger sin aftale med sin nuværende klub Colorado Avalanche før d. 1 juli.

Derfor må det anses som usikkert at Bødker har lyst til at spille VM, med risiko for at få en skade og misse en stor kontrakt, som mange forventer han vil få til sommer. Der er tale om at en ny kontrakt til Bødker kan lande på ca. 5 – 5,5 mio$ om året i en 4-6 årig periode.

I nattens kamp, fik Avalanche en skræklig start på kampen, da de var nede med 2-0 allerede efter 10 minutter til hjemmeholdet fra Nashville Predators. Ikke de bedste forudsætninger at give sig selv i en kamp, man SKAL vinde.

Bødker med lidt luft til de presset gæster, da han fra en meget spids vinkel sendte et skud via Pikka Rinnes bukser i nettet til en 2-1 reducering. Et mål som under normale omstændigheder ikke bør gå ind.

Jarome Iginla bragte balance i regnskabet i anden periode, og gav på ny Avalanche chancen for sejr i kampen og fortsat håb om kvalifikation til playoffs.

I tredje periode bragte hjemmeholdet sig foran igen, efter bare 36 sekunders spil, men en hurtig udligning fra Shawn Matthias gav nyt håb, inden Predators Craig Smith kunne score det afgørende mål med 15 minutter tilbage at spille i til resultatet 4-3.

Dermed er Colorado altså ude af billedet for at kunne spille med i NHL playoffs og dermed sommerferie når grundspillet slutter d. 16 april.

Mikkel Bødker spillede næsten 19 minutter i kampen og kunne altså notere sig for en scoring, et enkelt skud på mål, og 0 i plus/minus.