Video: Bødker blev matchvinder på straffeslag

Foto: Bridget Samuels

Mikkel Bødker var med en vigtig straffeslagsscoring manden bag Colorado Avalanches 4-3-sejr over Calgary Flames, som bragte holdet fra Denver endnu længere ind i slutspilsvarmen.

Fredagens kamp i Calgary kunne være blevet en dyr af en slagsen for Colorado Avalanche og så en overgang også ud til at blive det. Avalanche kom midt i første periode bagud mod Flames, som har udspillet sin rolle i denne sæson. Erik Johnson svarede dog igen for gæsterne sidst i perioden efter et fremragende oplæg fra Mikkel Bødker.

Se Johnsons mål og Bødkers smukke oplæg her:

Med udligningen troede Colorado-spillerne måske, at den hellige gral var velforvaret, men fem minutter inde i anden periode bragte Mark Giordano igen Calgary foran, og tingene blev endnu værre for gæsterne bare et halvt minut senere, hvor Freddie Hamilton øgede til 3-1 for værterne.

Tyson Barrie fik kort efter reduceret for Colorado, og midt i tredje periode tvang svenske Carl Söderberg kampen i overtid, da han udlignede til 3-3. Overtiden forløb uden scoringer, og derfor skulle kampen afgøres i en shootout, hvor Mikkel Bødker stjal rampelyset.

De første tre straffeskytter misbrugte deres forsøg, men så blev det Mikkel Bødkers tur til at forsøge sig. Med et en tempofyldt udgave af landsmanden Frans Nielsens baghåndsmove fik Bødker afdriblet Joni Ortio i Flames-målet og scorede det, der skulle vise sig at blive shootoutens eneste mål. Bødker blev dermed matchvinder.

Se straffeslagsmålet her:

Mikkel Bødker fik næsten 22 minutters istid i kampen, hvor han faktisk ikke blev noteret for et eneste skud på mål. Danskeren fik udover sin assist lavet et hit, og så blokerede han to skud. I plus/minus-statistikken endte Bødker i nul.

Colorado har med sejren et forspring på tre point ned til Minnesota Wild i kampen om den sidste wildcard-plads i Western Conference. Avalanche har spillet en kamp mere end Wild, som har muligheden for at minimere forspringet igen, når de lørdag tager imod Carolina Hurricanes.