Video: Bødker sejrede i vigtigt danskeropgør

Foto: Bridget Samuels

Mikkel Bødkers Arizona Coyotes er i indædt kamp om slutspilspladserne i Western Conference med blandt andre Jannik Hansens Vancouver Canucks, og mandag trak prærieulvene det længste strå, da de to danskerklubber mødtes.

Arizona vandt med 3-2 i Vancouver i en kamp, som ikke bød på point fra hverken Bødker eller Hansen. Opgørets helt store spiller var Coyotes-veteranen Shane Doan, som med to scoringer – heriblandt sejrsmålet – satte et afgørende aftryk på kampen.

39-årige Doan har virkelig fundet storformen i de seneste kampe, og han har nu lavet hele syv mål i sine seneste fire optrædener i NHL. Mandag åbnede han scoringen i anden periode, og han slog til igen med målet til 3-1 i begyndelsen af tredje periode.

I mellemtiden havde Bo Horvat udlignet for Vancouver, mens rookien Laurent Dauphin, som spillede sin tredje NHL-kamp, havde bragt Coyotes på 2-1 med sit første mål i verdens stærkeste ishockeyliga. Daniel Sedin gav Canucks håbet om point tilbage, da han reducerede kort efter Doans 3-1-scoring, men hjemmeholdet fik aldrig udlignet.

Arizona rykker med sejren fra Vancouver i tabellen. Prærieulvene er nu oppe på andenpladsen i Pacific Division, mens Canucks, som nu er tre point efter Bødker og kompagni, ligger på fjerdepladsen i samme division. Det betyder, at Vancouver på nuværende tidspunkt ikke ser ud til at tage en slutspilsplads, men meget kan ændre sig endnu.

Mikkel Bødker fik 16:42 minutter på isen i mandagens kamp, hvor han noterede sig for to skud på mål. Jannik Hansen fik 16:11 minutters istid og havde ligeledes to skud på kassen. Hansen var på isen ved Vancouvers 3-2-reducering, men han var også inde, da Arizona bragte sig foran med 2-1. Bødker var ikke på isen ved nogle scoringer.

Se højdepunkter fra kampen her: