Video: Bødker besejrede Nielsen

Foto: Bridget Samuels

Mikkel Bødker og Arizona Coyotes trak det længste strå, da holdet lørdag tog imod New York Islanders med Frans Nielsen på holdkortet. Prærieulvene vandt det tætte opgør med 1-0.

Frans Nielsen var tæt på at give hjemmeholdet en mareridtsstart, men Coyotes slap med skrækken, da Islanders-danskeren blev afvist af stolpen på kampens første skud efter 50 sekunders spil. Tættere på en scoring kom newyorkerne ikke i resten af kampen.

Mikkel Bødker måtte efter syv minutters spil en tur i straffeboksen for en tripping, og samme skæbne overgik Frans Nielsen efter et halvt minuts spil af anden periode. Ingen af de to hold formåede dog at score i powerplay i det målfattige opgør.

Kampens enlige mål blev scoret med to minutter tilbage af første periode. Her sendte svenske Oliver Ekman-Larsson gummiskiven i nettet efter oplæg fra Anthony Duclair og Tobias Rieder. Stærkt målmandsspil fra Louis Domingue i Arizona-målet betød, at målet gjorde Ekman-Larsson til matchvinder.

Mikkel Bødker spillede 16:48 minutter for Coyotes og havde tre skud på mål. Frans Nielsen fik 16 et halvt minut på isen for Islanders, og han havde to skud på mål udover sit forsøg på stolpen. Nielsen vandt kun 27 procent af sine faceoffs i kampen.

Se højdepunkter fra danskeropgøret her: