Video: Assist til Ehlers i nederlag til tophold

Nikolaj Ehlers fik lavet sit andet point i fire kampe, da han havde en stav med i Winnipeg Jets’ enlige mål mod Dallas Stars. Jets tabte kampen mod topholdet med 2-1 efter straffeslag.

Ehlers satte holdkammeraten Mathieu Perreault op små syv minutter inde i anden periode af kampen i Dallas, og med et lækkert riv lykkedes det canadieren at udligne til 1-1. Tyler Seguin havde bragt hjemmeholdet foran i første periode, og han var også med til at sikre Stars sejren i straffeslagskonkurrencen.

Her scorede Tyler Seguin og Patrick Sharp for Dallas, mens Andrew Ladd var den eneste Winnipeg-skytte, der fik pucken i mål. Nedenfor kan du se Nikolaj Ehlers’ assist på Mathieu Perreaults fine scoring:

Nikolaj Ehlers fik 15 minutter og 12 sekunder på isen for Jets. Han havde to skud på mål og var inde på både Winnipegs og Dallas’ mål i den ordinære spilletid. Derfor endte han på et nul i plus/minus-statistikken.

Jets og Ehlers rundede i nat halvvejsmærket i grundspillet. Efter 41 kampe har klubben 41 point, hvilket betyder, at Winnipeg har fire point op til en slutspilsplads. Nikolaj Ehlers har lavet 14 point i sin første halvsæson i NHL.