Video: Andersen spillede solidt i ny Ducks-sejr

Frederik Andersen havde fået genvalg i Anaheim Ducks-målet, og den store dansker spillede en ganske solid kamp, da Anaheim slog Dallas Stars med 4-2 og hentede sin tredje sejr i de seneste fire kampe.

Ducks fik en forrygende start på fredagens opgør med fire scoringer i første periode. Anaheim-spillerne har haft meget svært ved at finde vej til nettet i denne sæson, men det var glemt for en stund. Ducks tændte op under publikum i Honda Center med fire mål på 12 et halvt minut.

Jakob Silfverberg, Sami Vatanen, Hampus Lindholm og Corey Perry stod for hjemmeholdets scoringer. Tidligt i anden periode ville gæsternes Mattias Janmark lege med, da Corey Perry forærede en friløber væk, mens Ducks var i powerplay. Janmark var kølig og passerede Frederik Andersen.

Stars fik reduceret igen med otte minutter tilbage af tredje periode. Jamie Benn fik for meget plads omkring Anaheim-målet, fordi værterne var en mand i undertal, og Dallas-stjernen udnyttede det til at lægge pucken ind under Frederik Andersen. Dermed nåede Benn op på 26 scoringer i sæsonen, hvilket giver ham en andenplads på topscorerlisten.

Frederik Andersen reddede 22 skud og endte derfor med en redningsprocent på solide 91,7. Det var anden gang i træk, at Andersen fik chancen fra start, og måske er han ved at erobre pladsen som førstemålmand tilbage fra John Gibson, som begyndte at være lidt mere svingende i sine præstationer, efter at han havde fået størstedelen af spilletiden.

Se højdepunkter fra kampen her: