Video: Andersen spillede fremragende i Anaheim-buret

Frederik Andersen var tilbage i målet for Anaheim Ducks, og her leverede den store dansker en fremragende indsats i udekampen mod Boston Bruins, som ænderne slog med 6-2.

For en sjælden gangs skyld formåede Anaheim Ducks at lave mange mål, da holdet tirsdag var på besøg hos Boston Bruins, men det var stadig holdets sidste skanse – i dette tilfælde Frederik Andersen – der løb med størstedelen af hædren.

Andersen spillede en fejlfri kamp i målet og reddede 32 af hjemmeholdets 34 afslutninger. Det sikrede ham titlen som kampens second star, kun overgået af forwarden Corey Perry, som lavede et mål og en assist, da Anaheim i første periode vendte 0-1 til 2-1.

Frederik Andersen fik ellers en skidt start på kampen, da han blev passeret af Zach Trotman allerede efter 40 sekunders spil, men den rolige dansker lod sig ikke slå ud af kurs. Det lykkedes først Boston at få pucken forbi Andersen igen i begyndelsen af tredje periode, og i den mellemliggende tid havde Ducks selv scoret fire gange.

Anaheim formåede at forsvare føringen i resten af tredje periode, og i kampens sidste minut udbyggede de den endda til 6-2 med to scoringer – en i tomt mål og en med målmand på.

Sejren betyder, at Anaheim nu kun er to point fra at overtage den slutspilsplads, som Arizona Coyotes i øjeblikket sidder på.

Se højdepunkter fra Frederik Andersens stærke kamp her: