Video: Andersen kom ind og blev hevet ud igen i storsejr

Frederik Andersen blev kastet i ilden, lukkede tre mål ind og lod sig så udskifte igen, da Anaheim Ducks onsdag fortsatte sit jerngreb på Calgary Flames, som med et 8-3-nederlag måtte forlade Honda Center som tabere for 23. gang i træk.

Anaheim Ducks leverede onsdag sin offensivt bedste kamp i sæsonen og steg til tops i Pacific Division efter at have scoret otte mål på bare 27 skud mod Calgary Flames. Ducks scorede tre gange på sin tidligere målmand Jonas Hiller i løbet af kampens første syv minutter, og så sluttede hans aften i Honda Center tidligt.

I begyndelsen af anden periode scorede ænderne yderligere to mål, og så kunne holdet ellers cruise mod en sikker sejr. Der opstod dog lidt dramatik, da Anaheims målmand John Gibson otte et halvt minut inde i perioden stødte sammen med sin holdkammerat Hampus Lindholm.

Gibson gik ud og Frederik Andersen måtte hurtigt gøre sig klar til at komme på isen. Den meget pludselige indskiftning kom nok bag på den store dansker, som ikke gjorde noget fantastisk indhop. Andersen lukkede tre mål ind på fem skud, og i den følgende periodepause blev Gibson klar igen, så fra begyndelsen af tredje periode vogtede han hjemmeholdets mål.

Ducks fik selv scoret to gange, mens Frederik Andersen var på isen, så der var ingen panik før de sidste 20 minutter, som værterne gik ind til med en 7-3-føring i ryggen. Jakob Silfverberg scorede til slutresultatet 8-3 med syv minutter igen på en aften, hvor samtlige 12 Anaheim-forwards blev noteret for mindst et point.

Anaheim rykkede med sejren forbi Los Angeles Kings og op på førstepladsen i Pacific Division. Ducks har et point mere end Kings og begge hold har seks kampe igen, så duellen er stadig helt åben.

Se Anaheims otte mål her:

Og her en af de Calgary-scoringer, hvor Frederik Andersen ikke så for godt ud: