Video: 11 spillere scorede i vild målfest

Mållamperne blev testet i Nashville, da hjemmeholdet Predators tirsdag vandt en særdeles underholdende affære mod Ottawa Senators med 7-5.

Hele 11 forskellige spillere deltog i målfesten, som bød på et stærkt comeback fra hjemmeholdet. Ottawa Senators havde bragt sig foran med 3-1 i første periode og førte med 5-4 før tredje, men Predators svarede stærkt tilbage og vandt den sidste periode med 3-0.

Den tidligere Frederikshavn White Hawks-spiller Zack Smith, som tørner ud for Ottawa, var den eneste spiller, som formåede at score to gange. Gæsternes øvrige mål blev scoret af Milan Michalek, Curtis Lazar og Erik Karlsson, mens Colton Sissons, Shea Weber, Roman Josi, Austin Watson, Mattias Ekholm, Barret Jackman og Gabriel Bourque nettede for Predators.

De to målmænd – Nashvilles Pekka Rinne og Ottawas Craig Anderson – havde en hård aften på kontoret. De endte med redningsprocenter på henholdsvis 80,8 og 81,6.

Se højdepunkter fra den underholdende kamp her: