Victor Björkung skifter til Esbjerg

Vojens Efterskole
Vojens Efterskole

Hvidovre opdagede Victor Björkung i den forgangne sæson, og svenskeren imponerede stort som den største individualist hos forstadsholdet, og en af de bedste backer i Metal Ligaen overhovedet. 

Der var naturlig interesse fra større klubber, og det bliver Esbjerg Energy, der henter svenskeren for den kommende sæson. Det skriver Energy i en pressemeddelelse her til morgen.

-Der er ingen tvivl om, at mine offensive kvaliteter er min største styrke, jeg skyder, når chancen byder sig, og så elsker jeg at bruge min fart. Mit mål er dog først og fremmest at hjælpe holdet, og det betyder også, at det vigtigste som back er at få ryddetop foran eget mål, understreger Victor Björkung i pressemeddelelsen.

Den 25-årige svensker har fået sin ishockeyopdragelse i Stockholm og skrev i sæsonen 2016/2017 under på sin første professionelle kontrakt med den svenske Allsvenskan-klub Timrå. Inden da havde han været fire år i USA, først to år som juniorspiller og derefter to år med collegehockey i Fargo og Ohio.

I sæsonen 2017/18 gik turen til Danmark og det nye ligahold, Hvidovre Fighters, hvor han havde en særdeles fremtrædende rolle og endte som holdets samlede topscorer med 14 mål og 17 assist i 44 kampe.

Den offensive svensker har fået mange klubbers opmærksomhed og også hos Esbjerg Energy, der netop har været på jagt efter en back med de kvaliteter, da Phillip Bruggisser i næste sæson spiller i den tyske DEL-liga.

-Jeg valgte Esbjerg Energy, fordi jeg godt kan lide måden der spilles ishockey på her, og det passer til min spillestil, så jeg er meget glad for at få denne chance. Jeg kender den danske liga og har haft nogle rigtig gode snakke med både Mark Pederson og Thor Dresler, og det har kun bekræftet mig i, at Esbjerg er det rette sted for mig, så jeg ser virkelig frem til den nye sæson, fortæller Victor Björkung.

Dermed er fire backs foreløbig på plads hos Esbjerg Energy: Anders Koch, Jeppe Vinther, Andreas B. Pedersen og altså den nye mand Björkung.