– Vi skal holde i 60 minutter på udebane

Foto: Jan Korsgaard

– Vi har været stærke på hjemmebane. Vi holder vores game plan i 60 minutter. Får vi matchet kæderne rigtigt derhjemme, er vi svære at møde. Det har givet os fordele og succes – og der kommer flere og flere fans, som kommer bedre og bedre bag os. Derfor har vi scoret mange point hjemme.

Det er Esbjerg-træner Mark Pederson, der summerer sæsonen op “so far” før aftenens kamp mod Frederikshavn.

Esbjerg Energy er ligaens stærkeste hjemmehold pt, men på udebane har vestjyderne kun fået fire point i seks kampe.

Hvad er gået galt på fremmed is?

– Forberedelserne har været helt i orden, og mange gange er vi kommet rigtig godt fra start. Men i modsætning til hjemmebanen, har vi ikke holdt vores game plan hele aften. Spillerne har måske manglet lidt selvtillid i beslutningerne, og har spillet udisciplineret. Og så er vi endt med at tabe kampe, siger Mark Pederson til FACEOFF-online.dk.

Gennemgående er Pederson tilfreds med sæsonstarten.

– Alle trænere vil have mere, og vi har tabt point, hvor vi gerne ville have vundet. På hjemmebane har  vi hentet nogle gode sejre og en tredjedel henne i sæsonen, synes jeg, vi kan være tilfredse.

Dine imports er lidt anderledes typer end sidste sæson? Prøv at beskrive holdets sammensætning.

– Vores imports er solide fyre, der bringer mere end, hvad statistikkerne viser. De leverer i omklædningsrummet, boksplay og i alle aspekter af spillere. Det er lidt mere tovejsspillere end dem, vi havde i sidste sæson. Hele holdet er samlet set større end i sidste sæson, specielt i forsvaret, forklarer Mark Pederson.

Du har syv udenlandske spillere på dit hold nu og plads til en mere. Kommer han på et tidspunkt i sæsonen?

– Man ved aldrig sådan nogle hundrede procent, men som jeg forstår det, er det bestemt en mulighed, siger Mark Pederson til FACEOFF-online.dk.