– Vi kigger ikke så meget på tabellen

Der er spillet godt en tredjedel af grundspillet og Gentofte Stars har hele 16 point ned til Aalborg Pirates på den forkerte side af stregen. Karsten Arvidsens mandskab har taget ligaen med storm og besejrer selv de bedste hold på en god dag. Giver det ro i lejren i Gentofte, kunne man passende spørge coach Arvidsen?

– Vi har egentlig ikke så meget fokus på tabellen i hverdagen. Den nærmeste kamp er hele tiden vores perspektiv, for vi er helt bevidste om, at sæsonen er en lang proces. Men selvfølgelig er det vores mål at ende over stregen, når det er slut, siger Arvidsen.

– Vores mål er også, at hver gang vi render ind i et nederlag, skal vi rejse os hurtigt igen. Vi skal konstant blive mere stabile og bedre individuelt. Så bliver kollektivet automatisk stærkere.  Og jeg synes, vi er blevet stærkere. Ikke nok med, at vi har taget point, vi har også spillet god ishockey, tilføjer han.

– Vi har haft meget fokus på spillet uden puck. Det skal være med kvalitet, og vi skal ikke tabe tre mand højt i banen. Den del af spillet har fungeret. Står man med kontrol i midtzonen, har man også kontrol i egen zone og får modstanderen på ydersiden.

Gentofte-træneren glæder sig over, at det danske kontingent af spillere er blevet stærkere siden sidste sæson.

– De har taget ved lære af sidste sæson og har vænnet sig til ligaen. De spillere, der er kommet udefra, passer også godt til kollektivet. Min filosofi er, at hvis top og bund arbejder hårdest, så kommer mellemgruppen også med. Sådan har det været hos os, slår Arvidsen fast.

I morgen møder Gentofte Stars Odense Bulldogs i Bryggeriet Vestfyen Arena.