Førende Oilers-skribent: Philip Larsen skal tilbage til Edmonton

Foto: Jan Korsgaard

Philip Larsen har for alvor fået gang i sin ishockeykarriere igen efter skiftet til den finske KHL-klub Jokerit, og nu bliver der spekuleret i, om den 26-årige landsholdsback kan være på vej tilbage til NHL.

Det er Edmonton Journals ishockeyskribent Jonathan Willis, der i en klumme vurderer, om Edmonton Oilers skal forsøge at lokke Philip Larsen tilbage til Nordamerika. Larsen spillede 30 kampe for Oilers i 2013/14-sæsonen, og klubben ejer stadig esbjergenserens NHL-rettigheder.

– Larsens stærke præstationer i KHL er virkelig opmuntrende. Han har altid været en dygtig back, som er god med pucken, men han har ikke lavet mange point i sine hidtidige sæsoner. Hans arbejder i KHL i denne sæson indikerer, at det måske ændrer sig, skriver Jonathan Willis i sin klumme.

Philip Larsen har i denne sæson lavet hele 27 point i 37 KHL-kampe for Jokerit. Dermed har han allerede passeret sin pointtotal fra sidste sæson, hvor Larsen lavede 25 point i 56 KHL-kampe for Yugra. I Philip Larsens seneste NHL-sæson lavede han 12 point i 30 kampe for Oilers, og Jonathan Willis mener, at klubben bør give danskeren en ny chance i verdens stærkeste ishockeyliga.

– Larsen løser mange af de problemer, Oilers har. Han er først lige fyldt 26 år for et par uger siden og er i sin karrieres bedste år, så en udvikling, som den han har oplevet, er egentlig ikke så unormal. Han laver point og kan bruges i powerplay, hvilket holdet mangler. Han er også en god højreskytte, og Oilers har mange ubesvarede spørgsmål i højre side af forsvaret, skriver Willis.

Edmonton Journal-skribenten vurderer, at Edmonton Oilers måske kan få Philip Larsen til klubben på en et-årig kontrakt med en årsløn på omkring en million dollars. Det vil gøre danskeren til et billigt sats, som han mener klubben skal tage, fordi Philip Larsen ifølge ham rummer potentialet til at blive fast mand på Oilers’ NHL-mandskab.