Utrolig præstation i KHL: Philip Larsens målmand reddede 62 skud

27.11.17. Чемпионат КХЛ сезона 2017/18. «Витязь» (Московская область) - «Амур» (Хабаровск). Юха Метсола. |27.11.17. KHL Championship 2017/18. Vityaz (Moscow Region) - Amur (Khabarovsk). Juha Metsola.

Salavat Ufa er normalt et hold, der har pucken en del og spiller ganske offensivt. 

Sådan var det ikke i går, hvor Avangard Omsk var på besøg i Ufa, hvor Philip Larsen som altid var på plads som back. Danskeren spillede 21:50 minutter, men overlod hovedrollen til sin målmand, den klejne finne Juha Metsola, der stod noget nær sit livs kamp.

Salavat Ufa bragte sig foran 3-0 i første periode, men var derefter udsat for et sandt bombardement, og Juha Metsola kom i den grad på arbejde.

I anden periode vandt gæsterne skudstatistikken med utrolige 28-0 og fik to scoringer ud af presset. David Desharnais, der er kommet til Omsk fra NY Rangers og med næsten 600 NHL-kampe scorede sit første mål, da han reducerede, men Ufa holdt en føring på 3-2 inden tredje periode. 

Presset fortsatte i tredje periode, hvor Avangard Omsk vandt skuddene med 21-6, og i alt endte statistikken på 64-11 i gæsternes favør. 

Men Juha Metsola var uovervindelig denne aften, hvor gæsterne altså ikke kunne få skudt hul på finnen, der med 62 redninger slog rekord for antal redninger i en enkelt kamp i KHL.