USHL: Store roser til Schmidt-Svejstrup

I USHL, den stærkeste amerikanske juniorliga, er den enlige dansker, Jacob Schmidt-Svejstrup, kommet rigtig godt fra start hos Fargo Force.

Klubben spillede fem hjemmekampe til at begynde sæsonen med og fik fire point, og selv om træner Cary Eades ikke var tilfreds med den sæsonstart, undlod han ikke at rose Jacob Schmidt-Svejstrup, der var den enlige målscorer i den sidste hjemmekamp, inden turen gik udenbys. Der blev det til et 1-2-nederlag hjemme mod Sioux Falls Stampede.

– For det første arbejder han hårdt. Han kommer ind i de “svære områder”, og han gjorde det igen mod Sioux Falls. Alle hans mål har været inde omkring målet, og det er der, hvor man skal arbejde hårdt. Han gør et godt stykke arbejde derinde, sagde Eades om sin danske spiller.

I nat spillede Fargo Force sin første udekamp for sæsonen, og her var Schmidt-Svejstrup igen ustyrlig. Danskeren afgjorde kampen med to scoringer i tredje periode, der sendte Fargo Force fra 2-2 til 4-2 i kampen mod Omaha Lancers. Force endte med at vinde matchen med 5-2 og kom dermed godt ud af sæsonens første kamp på fremmed is.

Dermed står han nu på seks point i seks kampe og er topscorer for Fargo Force, samtidig med, at han er på femtepladsen i hele pointligaen i USHL.

“Jake” Schmidt-Svejstrup spillede i halvdelen af sidste sæson hos Dubuque Fighting Saints i USHL, hvor han scorede syv point i 29 kampe.

Derefter blev han sendt ned i NAHL for resten af sæsonen og endte i Coulee Region Chill, hvor han snittede et enkelt point pr. kamp.

Nu ser det for alvor ud til, at han har grebet chancen i den højere rangerende USHL, og fortsætter han sin gode form, banker han formentlig også på til en plads på U20-landsholdet senere på sæsonen ved VM.