USHL: Schmidt-Svejstrup klar til finale med Fargo Force

Midt i al hypen omkring VM i Danmark og det VM, der sætter sit præg på hele sporten lige nu, har en af de unge danskere i Nordamerika arbejdet sig frem til en bemærkelsesværdig finale. 

Det er Jacob Schmidt-Svejstrup, U20-landsholdsspilleren, der fra den 11. maj skal spille om Clark Cup med sin klub i USHL, Fargo Force. Det blev en realitet for et par nætter siden, da Fargo Force vandt 3-2 over Waterloo Black Hawks og dermed tog den afgørende kamp i serien, som Force vandt 3-1.

Der var 2481 tilskuere til kampen i Scheels Arena i Fargo, hvor hjemmeholdet blev hyldet efter en tredje periode, hvor det lykkedes at vende 1-2 til 3-2 og dermed sikre finalepladsen. Her har Fargo Force hjemmebanefordel i bedst af fem-serien mod Youngstown Phantoms, der slog USA’s U18-hold i den anden semifinaleserie.

Jacob Schmidt-Svejstrup har spillet et mere end glimrende slutspil og vist sin målnæse frem flere gange. Den danske angriber har scoret fire mål og leveret seks assister, hvilket bringer ham op på tredjepladsen på topscorerlisten i playoffs. Mon ikke hans chancer for en mulig draft til sommer er steget i graderne?

Finaleserien i USHL begynder fredag i Scheels Arena i Fargo.