USHL: Schmidt-Svejstrup klar til comeback efter skade

Jacob Schmidt-Svejstrup var før U20-VM en af de hotteste spillere i den stærkeste amerikanske juniorliga, USHL. Schmidt-Svejstrup var både topscorer i sin klub, Fargo Force, og såmænd også i hele USHL, hvor han var på toppen af pointligaen.

Men efter den dramatiske U20-nedrykningsserie mod Hviderusland, er Schmidt-Svejstrup såmænd forsvundet fra overfladen i USHL, men det har haft sin årsag. 

– Jeg brækkede hånden fire sekunder inde i den første kamp efter U20-VM, skriver Jacob Schmidt-Svejstrup i en besked til Faceoff.dk.

– Siden har jeg været ude i seks uger, men regner med at være tilbage i næste weekend. Det glæder jeg mig til, lyder det. 

Han ligger med 29 point i 24 kampe for Fargo Force i USHL, og selv om skadesproblemerne og fraværet ved U20-VM har kostet en lang pause, ligger han stadig nummer 35 på pointlisten i den store liga.

Hans pointsnit på 1,21 point pr. kamp er niendebedst i ligaen.