Ung stjerne ude af World Cup

Foto: Bridget Samuels

Den unge canadiske backstjerne Aaron Ekblad er ude af den igangværende World Cup of Hockey. Ekblad er blevet ramt af en skade og er derfor ikke længere en del af Team North Americas trup.

Det er 20-årige Ekblads klub Florida Panthers, der har kaldt ham hjem. Aaron Ekblad var ikke i kamp, da Team North America i mandags tabte til Rusland, og det skyldes formentlig, at han blev ramt af en mild hjernerystelse i åbningssejren mod Finland. Nu vil Florida Panthers have sin unge stjerne tilset af klubbens læger.

– Selvom Aaron gerne ville være blevet sammen med sine holdkammerater ved World Cup of Hockey, så respekterer vi beslutningen om at fortsætte hans evaluering og genoptræning i Florida med Panthers’ holdlæger. Aaron var en vigtig del af vores defensive kerne og en leder på holdet. Vi ønsker ham alt det bedste i hans genoptræning, siger Team North Americas general manager Peter Chiarelli.

Team North America møder onsdag Sverige i kampen om at komme videre til World Cup-semifinalerne.