Ung målmand blev helten i Rungsted i eftermiddag

©iShoot.dk

Rungsted Seier Capital er tilbage på toppen i Metal Ligaen. 

I dag vandt nordsjællænderne med 4-2 hjemme over Aalborg Pirates og tog dermed den tredje hjemmesejr af tre mulige i sæsonen. Rungsteds unge backup-målmand Oliver Bering Plain blev kastet ind i tredje periode på grund af en skade til Thomas Lillie, og unge Plain endte med at blive helten foran 1286 tilskuere denne søndag eftermiddag.

Han blev skiftet ind i tiden 46:11 og tre minutter før tid reddede han et straffeslag fra Mikkel Højbjerg.

Rungsted scorede derefter i tomt bur, da Mikael T. Christenen lukkede og slukkede med 4-2-målet kort før tid.

Aalborg Pirates bragte sig foran tidligt i kampen, hvor Nikolaj Carstensen var på pletten. Vi skulle helt frem til halvvejs inde i kampen inden Mathias Røndbjerg fik udlignet for hjemmeholdet.

Forinden havde Robin Bergman fået matchstraf for et “late hit” på Nikolaj Carstensen, der måtte bæres ud og var hårdt ramt efter svenskerens tackling. Det skete i slutningen af første periode. 

Inden anden periode var overstået var Julian Jakobsen på pletten med Aalborgs 2-1-mål, men pladen vendte i tredje periode. Og det til Rungsteds fordel.

Det var Rungsteds imports, der slog til sammen med Nikolaj Rosenthal. Mål til Charlie Sarault og Rosenthal blev begge assisteret af Fiddler og Tim Daly, og på den måde fik hjemmeholdet altså vendt kampen.

Derefter reddede Oliver Bering Plain sejren hjem og nordsjællænderne overtog førstepladsen i tabellen fra Frederikshavn. 

Reportagen skrevet ud fra kamprapport, sociale medier og hjemmesider.