UGENS HOLD PÅ FACEOFF.DK – Hvem er med?

Foto: iShoot.dk

I denne sæson forsøger vi – med mange kampe i grundspillet – at sætte ugens hold i Metal Ligaen. Vi gør ved hjælp af vores rapportører, der melder gode præstationer ind fra kampene i ugens løb og på den måde sætter en A-kæde for den seneste uges kampe.

Selv om det er jul, skal I naturligvis ikke snydes for denne uges udgave. Og i øvrigt er der blot et par dage til, at Metal Ligaen skal i sving igen. Ugens hold ser således ud:

Målmand: Evan Mosher (Herlev) – Stod fremragende i Vojens tirsdag aften, hvor han specielt i slutfasen tog fat, da SønderjyskE pressede på. Mosher holdt stand og vandt kampen for Eagles, da det kneb.

Back: Nicolai Weichel (Herning) – Var tilbage på sin gamle hjemmebane i Rungsted tirsdag aften og var inde på et enkelt baglænsmål, da Rungsted løb storm i kampens første halvdel. Til gengæld var Weichel med et mål og to assister stærkt medvirkende til Hernings store comeback, der resulterede i en 6-5-sejr i overtid.

Back: Morten Jensen (Rungsted) – Havde store andele i Rungsteds forrygende første halvdel af kampen mod Herning, hvor han diskede op mål og to assister. Gik ned sammen med resten af holdet, men var til gengæld med til at holde Gentofte på en enkelt pind fredag aften.

Forward: Thomas Søndergaard (Herlev) – Spiller måske sin hidtil bedste periode overhovedet i Metal Ligaen og i hvert fald i Herlev. Måske banens bedste i Vojens tirsdag og fulgte op med endnu en stærk præstation i bundbraget mod Hvidovre fredag.

Forward: Kristian Jensen (Frederikshavn) – Bedste kamp for Frederikshavn siden skiftet fra SønderjyskE i fjor, da nordjyderne vandt 6-1 over Hvidovre tirsdag. Jensen var her, der og allevegne og han fortsatte de gode takter fredag i Esbjerg, hvor Frederikshavn tog endnu en sejr.

Forward: Jeppe Jul Korsgaard (Aalborg): Kun en enkelt Aalborg-kamp i denne uge, men her fik hjemmeholdet sat et forrygende aftryk med sikre 6-2 over Odense. Det var kæden med Kabanov, Jeppe Jul Korsgaard og Hinse, der satte accenter fra start og Jeppe Jul scorede to gange og leverede en assist – Aalborg var foran 3-0.

Træner: Mario Simioni (Frederikshavn): To ganske sikre sejre mod Hvidovre og Esbjerg i løbet af ugen. Frederikshavn sniger sig efter en dårlig sæsonstart stille og roligt mod toppen, og Mario Simioni beviser sig igen som en mand, der vil spille med om mesterskabet.