U20-VM: Svensk træner rasede over Schweiz

– Voldsomt udiscplineret! De skulle have haft tre, fire, fem matchstraffe.

Den svenske U20-landstræner Rikard Grönborg var rasende efter 60 minutters ishockey i Helsinki, hvor Sverige uden de store problemer vandt med 8-3 over Danmarks modstander i morgen, Schweiz.

Resultatet kunne Grönborg ikke klage over, men han mistede muligvis sin bedste spiller, William Nylander, for resten af turneringen.

Nylander blev ramt af et blindside-hit fra Chris Egli efter små 16 minutter, og måtte eskorteres ud af banen med frygt for hjernerystelse. Chris Egli fik kun game misconduct, men man kan knapt forestille sig andet, end at Egli er på kanten til karantæne efter forseelsen.

Der sidder Fabian Heldner allerede. Tidligt i kampen tacklede han Joel Eriksson Ek så højt og voldsomt, at svenskeren blødte kraftigt.

Heldner blev idømt matchstraf, og han får dermed automatisk karantæne efter en voldsom første periode, hvor schweizerne i den grad forsøgte at markere sig fysisk – til tider også over grænsen.

Senere måtte også Adrian Kempe udgå efter en hård schweizisk tackling, så der var ikke noget at sige til, at den svenske træner var rasende. Kempe var dog ok efter kampen og antagelig klar til at spille videre i turneringen.

– Jeg er ikke overrasket over deres måde at spille på. Deres coach pisker dem voldsomt op, og deres måde at spille på er en reflektion af deres opførsel, sagde Rikard Grönborg ligeledes efter kampen ifølge Aftonbladet.

En direkte stikpille til 43-årige John Fust i Schweiz-boksen, som Olaf Eller altså står overfor i morgen i den første vigtige kamp for Danmark.

Rent sportsligt skuffede schweizerne, og var ikke nogen opgave for Sverige overhovedet. Men mon ikke Danmark også skal forvente en solid omgang fysisk hockey, når det går løs i morgen aften?